Dette er min 11. Berlinale, og stadig begår jeg fejl. Hjemmefra bliver alt nøje planlagt, men blot en lille detalje kan vælte korthuset. I dette tilfælde havde jeg startet dagen med at skrive forkert tidspunkt på dagens første film “Menashe”, som ellers er den første spillefilm på yiddish. Andre anmeldere hernede kaldte den behagelig og lun trods hovedrollens konstant forkerte valg, men den er ikke spået de store chancer i hovedkonkurrencen. Vi brugte tiden fornuftigt på at besøge markedet, og danne os et overblik over de kommende dages film.
Den næste film på programmet tilhører ligeledes hovedprogrammet. “The Dinner” er instrueret af Oren Moverman (manden bag “The Messenger”) og har Steve Coogan, Richard Gere, Laura Linney og Rebecca Hall i de bærende roller. Nærmest som et teaterstykke foregår filmen over en middag med kun få udstikkere igennem flashbacks. På imponerende vis formår filmen igennem sine karakterer at skildre mange af problemerne med nutidens samfund i den vestlige verden, og efterlader bevidst en del døre åbne med en knivskarp morale. Igennem de alenlange dialoger skinner manuskriptet med sine gentagelser og sin knastørre humor. Det er dog i sidste ende en tung film om psykisk syge og onde handlinger, der ikke ligefrem efterlader humøret i top. Filmen har bestemt chancer i både manuskript- og skuespilskategorierne hernede.
Den næste film blev vist udenfor konkurrence, og var den længe ventede og noget skuffende “T2 Trainspotting”. Renton vender hjem for at råde bod for de penge han stjal fra vennerne, men har svært ved at finde accept. Filmen er et langt nostalgitrip med konstante nik til den første film, og derfor har den virkelig svært ved at finde sine egne ben at stå på og det hele taget berettigelse i filmens verden. Naturligvis falder det hele ikke helt igennem - Danny Boyle er en dygtig instruktør, Anthony Dod Mantle er en dygtig fotograf og Ewan McGregor er en dygtig skuespiller. Der er bare ingen af de tre dygtige filmfolk, der egentligt imponerer i denne omgang, selvom filmen da har en mindeværdig scene eller to og såmænd er underholdende nok til et enkelt kig. Forvent dog ikke det store.
Vores tur på markedet tidligere på dagen ødelagde planen for næste film, men gav os en masse billetter til andre film senere på ugen og endda senere på dagen. Derfor blev næste film en markedsvisning. Den russiske “Attraction” blev vist i 3D, og beskrives bedst som hvis Roland Emmerich skulle lave en kærlighedshistorie mellem en teenager og et rumvæsen. Filmens høje budget kan mærkes fra start til slut, og igennem effekter, slow-motion og dundrende russisk elektronisk hip hop, vækkes der minder om musikvideoens storhedstid. Der er dog store problemer med tempo undervejs, og filmen gaber over alt for mange plottråde, da den skal have samtlige Hollywood-klicheer presset ind på sine 130 minutters spilletid. “Attraction” er dog glimrende underholdning - især for målgruppen.
Til sidst besøgte vi Panoramas “Ciao Ciao”. Egentlig er der ikke så meget at sige om denne film, da der ikke skete alverden. Den handler om den kinesiske pige Ciao Ciao, der gerne vil flytte til byen, og leve et liv med mange penge. Hun finder en fyr, der bliver dyrket en del sex, røget en del smøger og så ikke så meget andet. Til tider var filmen ganske flot, og den forsøgte sig sågar på lidt humor fra tid til anden, men som helhed var den alt for stillestående og intetsigende, da dens hovedperson var ufattelig endimensionel og plottet nærmest ikke-eksisterende.
Imorgen har vi allerede planlagt, så vi må hellere komme i seng inden det går løs igen.
