Skriv en kommentar
”Beslutningen ”(La Rafle) opbygger med ynde en stærk fortælling om at være jøde under anden verdenskrig, om at leve i angst, om venskab og om at leve i nu’et . De politiske og historiske elementer føjes elegant ind i filmens fortælling om sandheden, hvad der skete den 16. juli kl.04.00 1942. Operation forårsluft (Vent Printanier) internerede 13.152 franske jøder på den store vintercykelbane Vélodrome d’Hiver udenfor Paris, hvorfra de blev deporteret, med et kort ophold i koncentrationslejre inden deres endeligt i Auschwitz.
Den historiske dokumentation er filmens ledetråd og budskab. I juli 1940 blev der dannet en ny fransk regering, med marskal Philippe Pétain, hvor parolerne lød Travail, famille, patrie (arbejde, familie og fædreland). Efter Tysklands sejr i sommeren 1940, blev Frankrig delt. Hele Nordfrankrig samt den franske Atlanterhavskyst blev besat af tyskerne, mens det sydøstlige Frankrig fik hovedsæde i kurbyen, Vichy. Den kunne rumme regeringen og administrationen og blev til ’Vichy-Frankrig’.
Filmen introducerer den ”trygge” zone, den ikke-besatte zone i et parisisk kvarter. Her virker alt indtil videre tilforladeligt, trods de daglige små konflikter med vagterne. Børnene leger, tager tyskerne ved næsen, kvinderne strikker og mændene nyder tobakken efter en hård arbejdsdag. Filmens indledning virker lidt for kunstig og opstillet, men tager hurtigt og uden besvær en drejning, hvor vi ser den angst, de konstant lever i. Joseph Weismann, filmens hovedperson på 11 år bor i den ”trygge” zone sammen med sin familie. Hele det jødiske kvarter, hvor Joseph bor i, ved ikke, at der fra politisk hold er bestemt, at de kan feste og fejre nationaldagen, Bastille den 14.juli, inden de berøves deres frihed for evigt den 16.juli.
Den ansvarlige læge Dr. Sheinbaum spillet af Jean Reno, forudsiger profetien, at de ansvarlig vil komme til at stå til ansvar for den beslutning, de har taget. Han er livsklog og har overblik trods den kaotiske situation med alle de mange patienter, han står magtesløs over for. Sygeplejersken, Anne Monod er troværdig, omsorgsfuld, stærk og kæmper for børnene.
Børnene leger trods den konstante angst, men deres lege spejler virkeligheden, også på en grotesk måde f.eks. scenen, hvor lille Nono spørger Joseph og sin storebroder, hvad de leger, og om han må være med. Hvortil de svarer, at de leger Deportation og den lille Nono siger, at han har fået nok af altid at spille jøden. Men børnene forstår også farligheden, hvilket ses i scenen den 16.juli, hvor de bliver fanget. Joseph forstår afskeden, da han siger farvel til sin ven i opgangen, mens han bliver skubbet ned ad trappen. Deres afsked gør et stærkt indtryk, fordi det viser et venskabsbånd. Joseph spørger også sin ven, om han tror, de nogensinde bliver voksne?
Én enkelt indvending - filmen havde ikke behøvet at vise Hitler, det virker utroværdigt og afbrydende for den ellers stærke fortælling. Effekten vil være større, hvis Hitler blot var det ”store øje”, som kan se og finde jøderne i hver en krog af Paris uanset, hvor de befandt sig.
La Rafle bliver aldrig patetisk eller sentimental, men fortæller på en ”stille” og fra hjertet, hvad der skete den 16.juli kl.04.00 1942 – budskabet i fortællingen er, at den franske regering var skyldig og forræderisk. Den sandhed skal frem.
