Skriv en kommentar
En tidligere skønhedsdronning forlader en dag sin restaurant i en lille fransk slumreby for at hente cigaretter. Hun vender aldrig tilbage. I stedet begiver Bettie, spillet af fransk filmdarling Catherine Deneuvre, ud på en gakket færd, der fører hende tværs gennem Frankrig.
En roadmovie
Betties Tur (lidt klodset oversættelse af den franske titel Elle s'en va') er bygget op som en klassisk roadmovie. Heltinden med de mange problemer (kærestesorger, stagnerende restaurant, problematisk forhold til sin datter) bryder pludselig med sit gamle liv, begiver sig 'on the road', møder en masse skæve personligheder, der på mere eller mindre tilfældigvis bringer hende kærligheden og lykken nærmere. Helt klassisk.
Gakgak à la française
Men filmen afviger alligevel fra andre roadmovies, jeg har set, på i hvert fald to områder. For det første i og med instruktør Emanuelle Bercot, i at forsøg på at opnå autencitet i stedet for kedelige stereotyper, faktisk har været ude at opstøve 'rigtige mennesker' og kun benytter sig af få egentlige skuespillere. Og det er hun egentlig sluppet meget godt fra. Karaktererne virker på en eller anden måde så skæve og dog autentiske, at det giver filmen en helt anderledes varm charme. For eksempel var jeg ret betaget af mødet mellem Bettie og den unge, lidt irriterende Marco, som sætter sig for at forføre den attraktive, dog noget ældre kvinde. Situationen er så absurd tilfældig, at den måske næsten kunne være sand.
For det andet er filmen så herligt fransk gakgak, at den sprænger de amerikanske roadmovie-klichéer helt i luften. I sidste uge læste jeg et interview af Anne Fontaine i forbindelse med hendes nye film Perfect Mothers, hvori hun forklarede, at franskmænd har en trang til at sige alt, der ligger dem på sinde. Denne taletrang ser man i den grad beviser på i Betties tur, hvor især Betties datter, spillet af sangerinden Camille, udbasunerer sine følelser på ægte fransk, overdramatisk manér. Og hun er bare en i rækken, der gør filmen så 'fou' på den der helt særlige franske måde.
Fragmenteret baggrund
De rigtigt vellykkede, charmerende rencontres er dog ikke helt nok til at dække fuldstændigt over den mangel, som historien til tider lider under. Det blev aldrig helt klart for mig, hvorfor Bettie, der tilsyneladende er en meget venlig, omend lidt trist kvinde, skulle have svigtet sin datter i så mange år. Man får en noget fragmenteret baggrundshistorie, der dog ikke helt klinger med den karakter, vi så rent faktisk møder. Jo jo, hendes mand døde tidligt, hun har efterfølgende klæbet sig til de forkert mænd 'comme des moules sur son rocher' (som muslinger til en sten) og så var der vist også noget med nogle bristede drømme eller hvad? Særligt hendes problematiske forhold til sin skønhedsdrømmefortid synes jeg aldrig rigtigt at få forståelse for. Det hele er dog med til at understøtte følelsen af, at her hersker tilfældet frem for skæbnen; at et liv er sammensat af underlige tilfælde og kun ironisk sammenhæng.
En tilfældighedens rejse – på godt og ondt
For at nyde Betties Tur er det nødvendigt at acceptere den gennemgående 'tilfældige' tone, som både er en styrke og en svaghed. Selvom der er svage punkter i historien, betyder det langtfra, at man ikke kan nyde turen gennem den brogede franske baggrund fra grå motorvej til smukke lac d'Annecy og hygge sig med det rige, pudsige persongalleri, som det lille eventyr byder. Hvis man køber den, er der ikke andet tilbage end at sige 'bonne voyage!'
