Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
I årene 1959 – 1973 var Jazzhus Montmartre i Store Regnegade i København et centralt europæisk jazzhus for periodens største jazznavne. Pianisten Niels Lan Doky der selv fødtes, da huset lukkede, sender det hedengangne hus sin varmeste hyldest med dokufilmen ”Between a Smile and a Tear”.
Det gør han ved at dokumentere de to dage i sommeren 2004, hvor han genåbnede Montmartre i de oprindelige lokaler – i dag huser de en frisørskole. Nogle af de store musikere fra dengang mundharmonikaspilleren Toots Thielemans, saxofonisten Johnny Griffin og trommeslageren Albert ”Tootie” Heath mødes med yngre kollegaer, violinisten Didier Lockwood, sangeren Lisa Nilsson, bassisten Mads Vinding, og selvfølgelig manden bag det hele pianisten Niels Lan Doky selv.
Det bliver to dagen fulde af den bedste jazz komponeret af musikerne selv. Det er denne films styrke – musikken. Det dokumenteres til fulde i DVD Deluxe udgaven, der udover filmen nemlig også indeholder CD-en med musikken.
I filmen veksler koncertoptagelser med skildringer af mødet musikerne imellem i lufthavn, på hotelværelse, og i øve- og jazzhusets baglokale. Ikke mange ord om Montmartres historie bliver det til – et par anekdoter dog, og nogle smukke kloge ord fra Toots Thielemans, hvorfra filmens titel er hentet. Det er som om instruktøren Niels Lan Doky ikke har gjort sig klart, hvad han vil, eller måske vil det hele på en gang – men er det ikke det samme. Som om musikken og mødet mellem musikerne fra dengang og nu udenvidere skal fungere som filmens plot – historien skal udenvidere gøres levende som et nu. Resultatet bliver, at filmen hverken er koncertfilm, dertil klippes der for ofte afbrydende i numrene, og mødet mellem musikerne udenfor scenen fortæller ikke Montmartres eller musikernes historie endsige genopliver dengang i et nu, dertil er årene der er gået for tydelige. Sigende er Griffins og Heaths tur til Ben Websters grav på Assistenskirkegården - er situationen pinlig for de to, eller viser den deres blufærdighed; under alle omstændigheder fremstår situationen overfladisk i sin skildring, og det var næppe meningen. Som tilskuer undgår man derfor ikke at sidde og vente på, at en eller anden form for historie skal udkrystallisere sig i løbet af filmen. Der er optræk til noget, da alderspræsidenten saxofonisten Johnny Griffin opgiver den første prøve, fordi han har glemt sin medicin i USA, og han derfor ikke kan se noderne. Når medicinen frem inden koncerten?! Men plottet fastholdes næppe og forløses ikke rigtigt, selvom Griffin entrerer scenen til sidst i veloplagt, men bedaget stil.
Det er ikke til at sige, om filmen – ikke mødet, netop ikke mødet i musikken – ville være blevet mere vellykket, hvis Niels Lan Doky havde allieret sig med en professionel instruktør/konsulent, men tanken falder en ind, som filmen skrider frem.
DVD-en har intet ekstramateriale. Men som sagt får man i Deluxe udgaven CD-en med i købet – og den er fremragende!
Filmen er venligst stillet til rådighed af
SF/Fox.
