Skriv en kommentar
Den amerikanske filosof og professor i sammenlignende litteraturvidenskab og retorik, Judith Butler, fremførte for snart to årtier siden sin kendte antagelse om kønnet som en performativ handling, der på baggrund af sociale og kulturelle normaler former den henholdsvis mandlige og kvindelige kønsidentitet. Forestillingen om kønnets praktiserede egenskaber er ikke biologisk funderet, mente hun, men et konsekvent resultat af samfundets kollektive anordninger. Kønnet er en maske, en rolle, som vi påtager os, fordi kulturelle normer har forudbestemt det. Denne tankegang vakte opsigt og igangsatte måske for første gang en sand refleksionsbølge. Det ubestridte var pludselig blevet et spørgsmålstegn …
Selv om Judith Butler i virkelighedens verden har affødt både kontroverser, furore og overvejelser, lader det til, at hendes tankesæt har fået en mere udbredt opholdstilladelse i filmens verden. Ikke direkte og ikke bevidst naturligvis, men kønnet som en samfundsbaseret norm har floreret mere eller mindre virkningsfuldt i flere film. Adskillige filmiske værker har vakt kønsrelaterede problematikker og dilemmaer til live. I det sjove hjørne, husker du garanteret Ingen er fuldkommen (1959), Tootsie (1982) og Mrs. Doubtfire (1993). Over på den mere alvorsprægede side, har du kanske ikke glemt Ondskabens Øjne(1991), Brazil (1985) og En Soap (2006). Henne i den outrerede afkrog, tænker du måske på Ørkendronningen Priscilla (1994), Breakfast on Pluto (2005) og The Crying Game (1992). Alle er de film med en skiftevis seriøs, humoristisk og eftertænksom kant, som både underholder og kalder på kontemplation.
At komediegenren mere end gennemsnitligt har lagt beslag på denne historieskabelon, der ophøjer mandefødder i stiletter, oversminkede, barberede ansigter og udstoppede bh’er, der omkranser et behåret brystparti, er en tendens, som ikke kan forundre. Kvindekønnets udbredte skønhedsritualer samt diverse forskønnelsesremedier kan givetvis drive enhver mand til vanvid. Det er denne ritualiserede og besværlige facitliste for, hvad det vil sige at være en forførende og måske tilmed rigtige kvinde, der fremprovokerer, de for kvinder ellers så forhadte, smilerynker hos publikum. Mænd forstår per definition ikke kvinders excessive skønhedsceremonier, utallige skønhedspræparater og endog kvindens mentale og følelsesmæssige mekanismer.
Når kønnene derfor clasher på film i mere symbiotisk forstand, bliver hybriden mellem mand og kvinde et perfekt udstillingsvindue for indbyrdes forskelle og ligheder. Big Mommas: Like Father, Like Son dyrker ikke nær de samme ambitioner, men afsøger den samme skabelon og håber indtrængende at være dén blødgørende stimulator, der skal få biografsalen til et runge af lattersalver. Meeen …
En fed momma med nosser
Big Mommas: Like Father, Like Son er den tredje film i rækken om den sympatiske og moraliserende matriark, hvis tunge skridt overtrumfes af hendes ualmindeligt vægtige hjerneceller – alderen har åbenbart ikke svækket damens primus motor muskel. At alder kun er et tal kommer vitterligt til sin ret i denne sammenhæng, eftersom Big Momma i virkeligheden er FBI-agenten Malcolm Turner (Martin Lawrence), som i nødværge lukker sit kvindelige alter ego ud, når han skal gå undercover for at opklare diverse kriminalgåder. I modsætning til sine to film-forgængere i franchisen, Big Momma´s House (2000) og Big Momma´s House 2 (2006) er filmtitlen i denne omgang gået fra singularis til pluralis. Dermed har den korpulente moderskikkelse fået selskab af en yngre partner in crime, nemlig teenageren og stedsønnen Trent (Brandon T. Jackson). At bevæggrunden for denne pludselige partnerdannelse sandsynligvis skal lokaliseres i filmens nyfødte leflen for junior-segmentet, er nærmest skrigende iøjnefaldende. Måske man i Hollywood havde næret håb om, at juniorerne ville kaste sig over denne nye, dekorative mandemagnet, som måske kunne erstatte Robert Pattison som favorittapet på alverdens pigeværelser.
Hvorom alting er, serverer Big Mommas én, i modsætning til sin hovedkarakter, undervægtig historie, som kan sammenfattes i få sætninger. En aflytningsopgave går drabeligt galt - bogstaveligt talt. Malcolm og en modstræbende Trent bliver tvunget til at gå i skjul på en pigeskole for scenekunst. Sminkekassen og udklædningskisten bliver fluks hevet op. Malcolm tager sit genkendelige Big Momma kostume på, mens Trent må lære at forene sig med sit konverterede spejlbillede som skolens nye, kraftige studerende Charmaine. Sammen må den umage duo indlede sig på at opsnuse en stjålet spilledåse, holde elskovsfulde bejlere på afstand og selv lære at lægge dæmper på følelsernes og libidoens aktiviserede tilstand.
Og så kan løjerne naturligvis tage deres begyndelse …
Når man kan tælle grinene på én hånd
Man skulle måske ikke tro, at det er så ubegribeligt svært at sammenstykke en ordentlig komedie – men det ér det. Big Mommas er om nogen et imponerende eksempel på det. Morskaberne kan tælles på én hånd. Den anden hånd plus tæerne kan snildt bruges til at optælle alle de mange fusere i denne film.
Til at begynde med burde jeg informere jer læsere om, at jeg ikke har set de to foregående Momma-film. Om det er en fordel eller ulempe i forhold til at anmelde denne film, må jeg lade jer om. Efter at have set denne tredje udklædningsedition dog, vil jeg prise mig lykkelig for at have misset fortilfældene, hvis de i det mindste aspekt minder om denne flove filmudgave.
Mit konstituerende kritikpunkt i forhold til denne film er, at hele scenariet er set mange gange før – og det i meget sjovere og mere innovative versioner. Bevares, Big Momma er da et elskværdigt og hygsomt bekendtskab, hvis prustende vejrtrækning, omfangsrige korpus og velsmurte hjertemuskel kalder på enkelte overbærende fnis og sporadiske samtykkende nik med hovedet. I et mere gakket scenarie med færre klicherede og ferske ideer, havde hun muligvis fået flere runde grinebidere at jonglere med og færre punkterede jokes at snuble over. Virkeligheden er dog, at hun er blevet konstrueret ovenpå et fundament af fladtrådt banalitet, hvor hun på den ene side er blevet udstyret med en robust tankeboble, der konstant hænger over hendes brintoveriltede paryk og giver sit besyv med udvaskede moraliseringer og traditionsbestemte udveje, når skolens intetsigende piger er havnet i ømtålelig ballade eller er henfaldet til hysteriske raptusser over kvalme kærester. Man gaber og tripper, for både interaktionen og udviklingen er blevet programmeret efter den velkendte matrice, hvor man kender alle svarene på forhånd, før spørgsmålet overhovedet er blevet stillet. Se, der kan man tale om at være en forudsigelig film.
På den anden side har hun i denne ombæring fået tildelt et genstridigt sidekick i form af stedsønnen Trent alias Charmaine, hvis humorknap må have været ude af drift i denne film, da han på ingen måde bidrager med nogen komiske indslag.
At kvindekostumet irriterer og belaster hans abdomen og generelt besværliggør scoremulighederne, når hjertet og underlivet har udset sig en mage, er hverken særlig sjovt eller interessevækkende. Både Trent og hans udkårne Haley er dybest set dødkedelige skabninger, hvis filmiske raison d'être primært skyldes deres nydelige looks. Jovist, de bryster sig af og udviser da også lidt talent i filmen, men dette er i den grad uinspirerende og minimalt, at det på ingen måde fjerner fokusset fra deres egentlige eksistensberettigelse, som er at agere en menneskelig candy shop, hvis kalorier er ligeså tomme, som de er usunde. Filmen monterer simpelthen ikke nok sjæl ind i sine karakterer, således at de fremtriner som fummelfingrede collager, som skaberne bag har brugt saks og lim til i blinde at sammensætte som en overfladisk, firkantet og indholdsløs montage. Denne tilbagestående karaktermæssige gnist udvander historien som helhed og gør tilskueren indifferent overfor personerne og forløbet.
Historien om intethedens ingenting
Plottet er ligeså tyndt som laset toiletpapir. Hele opsætningen virker ekstremt fortænk - først og fremmest introen, hvor aflytningsopgaven ene finder sted for at give Big Momma en grund til at dukke op. Derudover er duoens ophold på kunstskolen præget af en søvnig og stillestående historiedynamik, hvor en fremadskridende og dramatisk udvikling er blevet ofret til fordel for platte og klicherede anekdoter om kvinders urealistiske kropsidealer samt tåbelige og ineffektive forsøg på genkendelige slapsticks, som når Big Momma falder ovenpå et bord, der selvfølgelig ikke kan bære hendes centnertunge vægt.
At filmens operative antagonister, skurkene, der i øvrigt meget stereotypisk er af russisk afstamning, er skiftevis modbydelige og tomhjernede er ikke just en faktor, som skruer op for spændingskoncentrationen. Man er hverken bange for eller draget af dem. Man er ganske enkelt ligeglad. Denne ligegyldighed fremmaner ikke den helt uundværlige dosis af eventuel fare, som er ganske tiltrængt, hvis man skal engagere sig i protagonisternes overlevelseskamp. Filmen har mere travlt med at sætte spotlight på Mommas voldsomme fysik, pigeskolens ensformige persongalleri, Trents spirende forelskelse samt faderens og sønnens genkommende uenigheder og opgør. Alt imens står plottet stille, tager sig en lur og nærmest indbyder tilskueren til at gøre det samme. Der sker jo alligevel ikke en s… …
Filmens eneste forsonende og festlige tilsætning er pedellen Kurtis Kool, hvis ”overvældende” fascination af Big Mommas svulstige kurver afføder en del latterstimulerende scener, som når to ekstra fyldige mennesker skal spille Twister, eller når Big Momma skal bruge sin øhhh kvindelist til at overtale Kool til at vise hende rundt på biblioteket, der rummer den eftertragtede spilledåse. Filmens plusscener er da også kun de, hvor Kool og Momma interagerer og udveksler filmens eneste sprudlende dialog og samspil.
Resten af Big Mommas: Like Father, Like Son består af åndløse forsøg på at give desperat, kunstigt åndedræt til en forspildt ”mand klædt om til og klædt ud som kvinde” film.
Mit definitive råd til Martin Lawrence og filmens initiativtagere må derfor være – lad for guds skyld fremover være med at malke denne for længst overgangsramte Momma for flere filmiske narrestreger!!!
