Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Alt for ofte lider musical-teater (i hvert fald herhjemme) af, at de involverende på scenen ikke mestrer sang, dans og skuespil lige godt. Et stort spektakulært show med flotte effekter og avancerede dansenumre kan, for mit vedkommende, ikke stå i stedet for en ordentlig og overbevisende fremført dialog. Hvis kemien er forceret, og replikker kun er det – replikker – tror jeg ikke på historien, og så mister sangen, dansen og forestillingen som helhed sin værdi hos mig som publikum.
Hold op, hvor er det på ingen måde et problem i Billy Elliot the Musical Live! Jeg har svært ved at for armene ned efter at have set og genset Londons West End-produktion. Og det endda efter kun at have ”oplevet” den på Blue Ray.
Mellem tyl og kul
Musical-historien lægger sig ret pænt op af den originale film, Billy Elliot (2000), som har Jamie Bell i hovedrollen. Vi får et blik indenfor i et arbejderhjem i midt-80ernes Nordøstengland under minearbejderstrejken. Både Billys far og hans storebror er minearbejdere, og de er ikke ligefrem bløde mænd. Billy, derimod, mens ikke decideret sårbar, minder måske nærmere om sin afdøde mor end om dem og interesserer sig ikke voldsomt for de boksetimer, hans far insisterer på, han tager. En dag efter boksning får han viklet sig ind i en Mrs. Wilkinsons balletundervisning, og hun ser snart, at Billy har talent udover det sædvanlige og begynder at undervise ham bag hans fars ryg.
Billy the Kid
Som nævnt indledningsvist kan der ikke siges et ondt ord om skuespillet. Betagende Elliot Hanna gør det superb som Billy. Han fremstår fræk, men følsom; speciel, men alligevel som en helt almindelig dreng. Billys fuldkomne og uspolerede acceptering af sin bedste vens tidlige trans-tendenser er smuk og rørende. Ens for alle børnene i forestillingen (de udgør ca. halvdelen af castet) er, at de indimellem præcise piruetter og stepdans (som de får til at lige barnemad) ikke forkaster deres barnlige sjæle og virker voksne. Det er uden tvivl afsindigt hårdt arbejde at være med i en sådan forestilling som 11-årig, men i sammenligning med USA, har England et ry for ikke at lave børn om til maskiner i jagten på ”at blive stjerner.” Og det kan mærkes i Billy Elliot the Musical Live, hvor børn er børn, omend virkeligt talentfulde.
Forestillingen er, foruden at være både rørende og barsk, også virkelig morsom. Jeg grinede højt ved adskillige lejligheder. Årsagen findes i manuskriptet og ved levering. Der kastes rundt med ”Wanker,” der sammen med replikker som ”Fuck a duck, miss” og ”Susan Parkes, you look like a spastic starfish” er ytret i den der karismatiske geordie-dialekt, der efterlader én sært nostalgisk og afgiver en hjertevarm følelse, som var man selv fra Tyneside.
Produktionen
Jeg er ret vild med musical-teater og var forberedt på at finde det en anelse utilfredsstillende at se forestillingen i fjernsynet i stedet for i et teater. Uden tvivl er det en oplevelse for sig at være publikum til Billy Elliot, men mens Blue Rayen kørte, glemte jeg selvmodsigende nok, at det var et stykke og ikke en film, og at jeg ikke befandt mig blandt publikum i et teater. Dette må skyldes, at der virkelig er lagt kræfter (og penge) i optagelsesprojektet. Jeg følte ikke, jeg manglede visse billeder, eller at viklerne var begrænsede, men tværtimod fandt jeg optagelsen kreativ og fyldig uden at være distraherende. Og dels må det skyldes, at noget af den sitrende tovejs-energi, der udveksles mellem skuespillere og publikum er fanget på Blue Rayen.
En fordel ved at se musicalen derhjemme er tilmed, at man bedre ser ansigtsudtryk, og at kameraet bestemmer, hvor man skal kigge hen. Dermed ikke sagt, at der ikke foregår adskillige seværdige ting på scenen samtidig. Det er for eksempel værd at lægge mærke til Billys medballetdansere – piger, der virkelig forstår at bruge deres ansigter til det ypperste. Og apropos er produktionen ret kreativ med at forbinde parallelle historier sammen med balletdans og sang. Det er svært at forklare. Det skal bare ses!
Ekstramateriale
Showet slutter af med et stort fælles nummer, hvor alle 25 drenge, der spiller eller har spillet Billy Elliot i de ti år, musicalen har kørt, kommer på scenen. Af ekstramateriale kommer vi lidt bag forhænget og hører om produktionens tidlige stadier, og derudover viser Elliot Hanna lidt rundt på teatret, fortæller anekdoter og afslører teater-trick. Fire stjerner.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.
