Skriv en kommentar
KØB SPILLET HER
Med det første spil i BioShock serien formåede chefdesigner Ken
Levine at skabe et originalt og visonært univers, som er langt fra den typiske actionsspils idiotiske scenarie. Stedet hed Rapture og var en ultrafed kombination af kitsch, 1950'er design og punk. Grafisk innovativt og ekstremt
stemningsfyldt.
Det er et sindssygt svært spil at lave en efterfølger til. Netop fordi forventningerne er så ekstremt høje. Og det lykkes ikke. for 2'erenat komme i nærheden af den oprindelige BioShock. Stort set ikke i hvert fald.Mere herom senere.
I BioSchock 2 er Rapture overbefolket af zombielignendevæsener, der suger væsken ud af de lig, de nedfælder. Som spiller har manrollen som "Big Daddy", der har som opgave at stoppe Raptures nye hersker, psykologen Sophia Lamb og samtidig befri hendes datter Eleanor. Somman sikkert kan høre, er der ikke meget innovation at spore i 2'erensfortælling. Og til trods for glimrende stemmeskuespil og fortsat lækkerstemning, halter spillet gevaldigt. Det bliver aldrig gribende og vedkommende på samme måde som 1'eren var det. Retfærdigvis skal siges, at grafikken faktiskhar fået et løft i forhold til det første spil, og især soundtracket spiller en betydelig rolle som stemningsskaber, men hvad hjælper det, når man som spiller aldrig rigtig kommer ind i spillet men forbliver observator udefra.
Styringen er der ikke meget af udsætte på. Den fungerer som den skal, omend den kræver noget tilvænning. Sværhedsgraden er ganske høj fra start af, og det kan sikkert godt skræmme mange væk.
Figurgalleriet er blevet mindre farverigt og originalt, og
det er også med til at skræmme. Samtidig mangler 2'eren det oprindelige spils fremdrift og dramaturgiske styrke.
BioShock 2 ender faktisk med at fremstå som et forholdsvist
konventionelt first person shooter - og altså milevidt fra Levines originale vision.
