Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Björn opnåede stjernestatus i Sverige med en musikalsk enkelhed og et politisk budskab, der til tider nærmede sig firkantede paroler men som også tegnede billedet af et følsomt menneske i søgning efter nærhed og kærlighed. Her kommer det paradoks ind, at han på den ene side nærede stor kærlighed til Marianne Lindberg De Geer, men at han på den anden side også alt andet end modvilligt blev budt inden for i mange andre kvinders favne på sine turnéer.
Dette paradoks understreges i grunden ganske enkelt i den pointe, som Mikael Wiehe, mangeårig musikalsk partner med Björn Afzelius, leverer i starten af filmen: ”Det er jo, som om jeg aldrig har lyttet til teksterne før. Han var jo åben som en bog – i sine sange”. Filmen søger da også tilbage i tiden og finder tilløb til en forklaring på Afzelius’ tilknappethed, hvor nærheden kom lidt for … nært.
Björn Afzelius blev født i Husqvarna i 1947 og døde alt for tidligt i 1999. Opvæksten var præget af komplicerede forhold til forældrene. En far, der ikke spillede en ’normal’ faderrolle og en mor, der skiftevis elskede og hånede sin søn – for derefter at begå selvmord, da Björn var ganske ung.
Det kan give anledning til at se store dele af hans sangkatalog som en søgen efter den nærhed, dybfølte og ukomplicerede kærlighed, som ikke synes at være blevet ham til del fra forældrene. Det er i den sammenhæng tankevækkende, at 2 af de mest centrale sange for Afzelius – ”Sång til friheten” og ”Tusen bitar” – var skrevet af andre, henholdsvis cubaneren Silvio Rodriguez og danske Anne Linnet.
Hvor Björn Afzelius havde det svært med nærheden på det personlige plan, brændte hans hjerte til gengæld stærkt for politiske temaer. Hans tekster-univers kommer omkring Cuba, Nicaragua og Mellemøsten, steder og han optrådte ofte ved støttearrangementer for de politiske kræfter, der stod hans hjerte nær. Man kan diskutere Afzelius’ politiske overblik og konkrete stillingtagen, hvilket han efter alt at dømme også har gjort med sig selv. I hvert fald står hans med tiden forbeholdne syn på Cuba i romanen”Engang i Havanna” fra 1993 i skærende kontrast til den betingelsesløse hengivenhed for Cuba i sangen ”Tanker i Havanna” fra 1978. Sangen blev skrevet i forbindelse med den kommunistiske verdensungdomsfestival i Cubas hovedstad samme år.
”Tusen bitar” når pænt og ordentligt rundt om Björn Afzelius som kunstner og offentlig person, men portrættet når kun i glimt at trænge igennem til et efter alt at dømme mere kompliceret menneske end facaden beskriver. Desuden savnes en perspektivering af Afzelius’ popularitet, som i stort omfang stod i modsætning til anmeldernes og diverse kulturpingers gunst.
Endelig har jeg efter godt halvanden time fået en vis genopfriskning af fortidens hjertevarme men politisk lettere naive agitatoriske popmusik men også en fornemmelse af, at filmen kommer nogle år for sent til rigtigt at give mening.
Filmen er venligst stillet til rådighed af: Warner Home Video.
