Skriv en kommentar
Forfatterens skriveproces bliver ofte undersøgt i film og teaterstykker i metaforiske termer, set på baggrund af temaer om store forhindringer og nogle gange psykologiske traumer i form af forskruede billedsider. Forfattere står ansigt til ansigt med deres indre dæmoner, når de bøjer sig for skriveprocessens monstrøse blokade, for eksempel i sorte komedier som ”Smid mor af toget” og ”Barton Fink” eller gyselige historier som ”Secret Window”, og selvom det er svært at gøre sådanne historier interessante, kan det, når det bliver gjort, være uendelig fængende film.
Med ”Black Butterfly” er denne proces defineret af galskab i en thriller fuld af twists, som graver dybere ned i, hvad det egentlig vil sige at være en forfatter, som er tæt på at falde ned i et hul af selvmedlidenhed og foragt. Vi følger en engang succesfuld forfatter, Paul (Antonio Banderas), som bor i en dyr, men rustik, hytte oppe i bjergene, nogle timers kørsel udenfor Denver. Han sidder i sit hjem i frustration, ude af stand til at begynde på sin nye bog. Det eneste han kan skrive er ”I’m stuck” om og om igen på den første side i sin skrivemaskine. Vi finder ud af, at han ingen penge har, ingen fremtidsudsigter og er desperat for at sælge sit hus. Han presser sin ejendomsmægler, Laura (Piper Perabo), til at finde en køber, selvom hun har svært ved at finde interesserede. Da han møder en mand ved navn Jack (Jonathan Rhys Meyers), som vandrer fra by til by, inviterer han ham hjem til sig selv, og inden der er gået lang tid, bliver Jack vant til den nye livsstil. Han bliver så en del af Pauls kreative skriveproces, noget som viser sig at være meget alvorlig, da Paul begynder at lære mere om denne fremmede mand og de begge forsøger at kontrollere plottet så meget som muligt.
Filmen er instrueret af Brian Goodman og han har defineret sin film ved at lade karaktererne være hinandens modsætninger, ikke kun med hinanden, men også med dem selv. Vi finder ud af, at Paul er skilt, alkoholiker og er i bund og grund ligeglad med sig selv. Jack er lige kommet ud af fængslet, frisk og i topform, med en snert af vold som hænger omkring ham som en lurende tåge. På overfladen er de her karakterer nok så almindelige, som de kan blive, men Goodman og manuskriptforfatterne Marc Frydman og Justin Stanley går dybere og leger med vores forventninger og fordomme.
Vi mistænker allerede fra starten, at der er noget galt med Jack, sådan som han kommer ind i Pauls verden og overtager rollen som patriarken. Så når han spørger, om han må læse Pauls seneste udgave af sin bog, er der allerede en følelse af, at noget er helt forkert. Udover det er der naturligvis en storm på vej, som vil isolere karaktererne mere fra civilisationen, indtil det hele bliver kaotisk og lig bliver lagt på bordet. Det er ikke til at vide, hvad det hele vil munde ud i, selvom åbningssekvensen giver antydninger til, hvad vi skal tro og ikke tro på.
Alle tre hovedroller er godt castet, især Banderas underspiller sin rolle og viser os endnu engang, at han virkelig er god i dramatiske roller. Filmens slutresultat vil give grobund for en god debat, det underliggende tema om kunsten imod publikummet vil højst sandsynlig gå tabt i filmens sidste akt og nok også især i den allersidste scene, hvor nogen vil mene, at man er blevet snydt. ”Black Butterfly” er en film, som handler mere om meningen end efterdønningerne, og selvom slutningen vil prelle af på mange som intet andet end en latterlig måde at slutte af på, vil der sikkert også være dem, der elsker mysterier, som vil mene, at det er den eneste måde, man kan slutte historien på.
”Black Butterfly” kan godt anbefales, men dog med forbehold for en mulig skuffelse.
