Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det er nok de færreste der ville betale for at opleve negle blive trukket hen over en tavle i et par timer. Det er ikke desto mindre at sidestille med Darren Arnofskys seneste film, Black Swan.
Det er en pinefuld oplevelse men samtidig så smuk og gribende, at man ikke kan se væk.
Det er en film, der kryber helt ind under huden på en og hr. Arnofsky har endnu en gang bevist, at han kan lave film, man ikke kan slippe igen.
Black Swan er forførende og forfærdende. Natalie Portman er fænomenal.
Vi befinder os i balletens verden. Nina har i årevis danset de små roller, men nu er hun omsider på vej til at blive en stjerne. Hun er perfektionist til fingerspidserne og da kompagniets førstedanser bliver sendt på ufrivillig pension, får Nina chancen. Forestillingen der skal opføres er naturligvis svanesøen, og hovedrollen ville de fleste dansere gøre alt for at få. Rollen som svanedronningen kræver dog en danser, der kan danse både den hvide og den sorte svane. To helt forskellige roller. Hvor den hvide svane er uskyld og renhed, og dermed ligner Nina, så skal den sorte svane spilles med begær, lyst og kort sagt alt det, Nina ikke er.
Hun lever et meget kontrolleret liv med en dominerende mor, og har uendeligt svært ved at give slip. Langsomt får det enorme arbejdspres dog hendes verden til at krakelere og hun mister lige så stille kontakten med virkeligheden.
Black Swan er en fantastisk film. Det burde nok ikke være en overraskelse at karaktererne skal så grueligt meget igennem i en Arnofskyfilm, for det har vi trods alt set før. The Wrestler og Requiem for a Dream er her fine eksempler.
Ninas verden bliver vendt på vrangen og vi som tilskuere skærer tænder i ren og skær indlevelse. Det er flot skrevet og fortalt, og selv den største macho skal ikke lade sig afskrække af at det er en balletfilm, for det er langt mere en psykologisk thriller af de helt eminente.
Visuelt er Black Swan en ekvilibrisktisk udfoldelse ud i ballet og i nærgående kameraarbejde. Ikke alene får vi de betagende, flotte panorama balletscener – fornemt koreograferet, men kameraet er også uhyggeligt subjektivt når vi følger Nina. Uhyggen cementeres af spejlinger, og en konstant uro, der er med os fra første færd.
Natalie Portman er uovertruffen som Nina. Selv om hun dansede ballet til hun var tretten, så tog det hende alligevel den bedre del af et år at blive fysisk klar til rollen. Ikke alene skulle hun kunne levere en troværdig præstation, hun skulle også tabe sig uhørt meget og i det hele taget fremstå som en balletdanserinde. Portman danser selv 90 % af tiden, og det er i sig selv imponerende. Dog er det i det nærgående portræt af en ung kvindes virkelighed der går i stykker, der er mest rammende. Hun har det perfekte ydre, men der kradses konstant i det (også bogstaveligt) og det krakelerer stille og roligt. Som seer ved man at der er noget galt men om det er os, hende eller omgivelserne den er gal med, finder vi kun lige så stille ud af.
Black Swan er en kraftpræstation fra Portmans side og alle de priser den skaffede hende, er fuldt ud fortjente.
Arnofsky er godt i gang med at cementere sit navn som et af de væsentlige i filmbranchens smalle ende. Han leverer stilsikkert hver gang, og det er bekræftende at se en instruktør, der i den grad kan give en myrekryb og hjertebanken uden brug af billige effekter. Der kræves ikke nødvendigvis det store budget for at lave en god og seværdig film.
Black Swan var en af sidste års bedste film, og med udgivelsen til hjemmebiografen er der kommet en must-have film. Blu-Ray formatet gør i samarbejde med et anstændigt fjernsyn filmen til en foruroligende og flot oplevelse.
Ekstramateriale er der en del af, især er tilblivelsen af det visuelle udtryk yderst interessant. Ellers er der de sædvanlige interviews med videre.
SF/Fox.
