Skriv en kommentar
Amerikanerne nægter at læse undertekster. Det er efterhånden et velkendt faktum. Selvom flere og flere udenlandske film høster anerkendelse blandt de amerikanske medier og filmpriser, er de stadig anset som niche. Derfor er genindspilninger fortsat en stor ting. Her i Danmark har vi en helt anden kultur, men det skaber da en vis opsigt, når amerikanerne (i dette tilfælde sammen med briterne) genindspiller en dansk film. “Stille Hjerte” af Bille August fra 2014 er nu blevet amerikaniseret i filmen “Blackbird”. Det er fortsat Christian Torpe der står for manuskriptet, og derfor er ændringerne også små - men alligevel bemærkelsesværdige.
Lily (Susan Sarandon) har fået en aggressiv form for sclerose og taget en beslutning - efter en weekend med familien, vil hun tage livet af sig selv. Hendes døtre Jennifer (Kate Winslet) og Anna (Mia Wasikowska) er godt klar over detaljerne, og tager deres egne respektive familier med til en sidste weekend med deres mor, som har besluttet at alt skal være normalt - lige bortset fra at de naturligvis skal holde juleaften og ikke alt foregår helt roligt, når alle skeletterne kommer ud af skabet.
Det er umuligt som dansker ikke at sammenligne “Blackbird” med “Stille Hjerte”, og især stemningen er i denne film mere let. Susuan Sarandons portræt af Lily er langt mere afklaret og livsglad end Ghitta Nørby var det i “Stille Hjerte”. Slutningen er også langt mindre dramatisk, og filmen tangerer ofte det sentimentale fremfor realitiske. Det gør det på ingen måder en dårligere film, men på trods af, at utrolig mange scener er identiske med originalens, er det en lidt anden størrelse film grundet detaljer som disse.
På trods af det meget seriøse emne, er “Blackbird” sjældent melankolsk. Efter plottet er etableret bruger den det meste af sin tid på familiedynamikken, og det gemmer sig en god del ganske morsomme scener undervejs. Skuespillet er som forventet i top - Susan Sarandon er sjældent set bedre, Mia Wasikowska er næsten endnu bedre og selvom Kate Winslet kører på rutinen, er hun altid god. Roger Mitchell (“Notting Hill”) har fået instruktørtjansen, og ham er der heller ikke en finger at sætte på. Filmens absolut største kritikpunkt, hviler på at det er en genindspilning, der ikke tilføjer noget nyt. Om det er fair kritik, skal jeg ikke gøre mig klog på, men det føles sært at se de mange samme scener, udspille dig på samme måde som i originalen - blot med en instruktør der dvæler mere i følelsernes vold og skuespillere med større armbevægelser.
“Originalen er bedre” bliver der altid sagt om genindspilninger, men i dette tilfælde vil jeg vurdere dem som lige gode. Genindspilningen er dog unødvendig - en af karaktererne ændrer seksualitet uden at det tilføjer noget til hverken historien eller karakteren. Modsat frarøver det heller ikke nogen værdi. Netop en deltaje som denne er et glimrende metafor på filmen som helhed - gammelt vin på nye flasker.
