Skriv en kommentar
Michael Mann er en mand, der aldrig har lavet særlig meget. Han er modsætningen til hans kollega Woody Allen, der næsten spytter en film ud hvert eneste år. Derfor har Manns film altid interesseret mig, fordi de mange års forberedelse altid afspejler sig i en idiosynkratisk fortællestil, og Blackhat er ingen undtagelse.
Vi har at gøre med en meget kompleks historie, der omhandler moderne cyberterrorisme. Væk er de fysiske forbrydere, der i stedet er blevet erstattet af et digitalt net, der strækker sig over flere kontinenter. Det ville være trist at afsløre for meget - ikke at jeg ville være i stand til at gøre det, men udgangspunktet er, at en onde hacker, det man kalder for en blackhat, har lavet ravage i Kina og USA, og den bedst til at opsnappe forbryderen, er den tidligere blackhat Nicholas Hathaway (Chris Hemsworth), der har tilbragt nogle år i fængslet for sine egne lovovertrædelser.
Sådan bliver vi smidt ind i et miljø, der kan være meget forvirrende, hvis ikke man har en hvis forståelse af den digitale verden. Ikke meget tid bliver brugt på ekspositioner, men til gengæld er historien ordentligt fortalt. Verden personerne lever i er meget genkendelig, realistisk, globaliseret og ikke mindst multikulturel. Folk taler mange forskellige sprog, og for en gangs skyld, er USA ikke hele jordens navle. Filmen er på mange måder nærmere beslægtet med kunstfilmen end Hollywood.
Mindre hyperaktiv og mere eftertænksom
Fortælletempoet er meget mere afdæmpet, end man er vant til. Det bliver aldrig for langsomt, men der er hele tiden en hvis finesse tilstede gennem eksekveringen, og så er der plads til åndehuller undervejs. En mangelvare i vores eksplosionsfikseret og hyperaktive underholdningsindustri.
Billedtapetet bliver dyrket gennem flotte panoreringer hen over by landskaber, og lange æstetiske mise-en-scene. Kameraet bliver hængende ved personerne, når de tænker eller for at give seerne tid til at studere scenen. Den meditative musik komplimenterer billedsiden og skaber en helt unik måde at præsentere en spændingsfilm på. Tilsammen danner de ramme for bl.a. en meget opfindsom måde at vise internettet på.
Og så er der karakterne, der er overraskende normale. Ingen tendenserer på noget tidspunkt til at være retarderede, og kærlighedshistorien i filmen virker faktisk tilforladelig. Skuespillerne er meget kompetente i deres roller, og alle karakternes baggrund har endda en betydning for historien på et senere tidspunkt. At tingene hænger sammen er virkelig fedt at se. Det betyder også, at Hathaways ophold i fængslet, ikke bare er en måde at forklare hans lidt for muskuløse krop på, men også en integreret del af historien.
Vi har dog at gøre med en thriller, derfor er der også en ligelig portion action. De forskellige spændingspunkter, er en masterclass i, hvordan man kan gøre action realistisk, autentisk og gribende gennem kreativ minimalistisk lyd og billede. Der er ikke meget bombastisk orkesteret musik at høre i skudvekslingerne, mennesker kan bløde og dø, og våbnene har ikke guddommelige lydeffekter eller altødelæggende kapacitet. Med andre ord, er actionsekvenserne mere spændende end de overdrevne, uovervindelige heltesekvenser, vi efterhånden er vant til.
Blackhat er en film, der hviler i sig selv. Den vil ikke efterligne de andre spændingsfilm, i håbet om at give publikum det, de kender. Der bliver i stedet eksperimenteret med, hvordan en thriller kan se ud, og resultatet er vel egentligt en af de første rigtig moderne thrillere. Det ville være ærgerligt, hvis filmen ikke får succes, fordi amerikanerne ikke har lyst til at se film, der ikke foregår i USA, men om ikke andet har Michael Mann endnu en gang bevist, at han er i stand til gøre fuldstændig udbrændte og udkørte genre kunstneriske og unikke.
