Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
I 2017 så hele verdenen, at neonazister trådte frem i Charlottesville, Virginia, og at et angreb med en bil mod en menneskemængde resulterede i en kvindes dødsfald. ”BlacKkKlansman”, den nye film fra Spike Lee – hvis film ofte læner sig op af racerelationer i USA gennem de sidste 30 år – er et direkte modsvar til de begivenheder og en hvis politikers modvillighed til at afvise fanatisme fra den amerikanske højrefløj. Filmen tager os tilbage til 1970’erne for at se på den hadefulde og chokerende attitude, der stadig findes i dag.
Fik jeg nævnt, at det også er en komedie? Og et politidrama, baseret på en bizar og uvirkelighed sandfærdig historie? Lees seneste film er en rutsjebane, som vil få dig til at grine, altså når den ikke chokerer dig til tavshed.
Ron Stallworth (John David Washington) er den første sorte betjent i Colorado Springs. Han bliver mødt af racistiske kollegaer og får til opgave at gå undercover til et foredrag, hvor en sort borgerretsforkæmper skal holde tale. Dette får ham til at undersøge den lokale afdeling af Ku Klux Klan.
Ron opbygger et forhold til KKK – inklusiv deres øverste visir, David Duke (Topher Grace) – gennem telefonen, imens han rekrutterer sin jødiske makker, Flip (Adam Driver), til at lade som om, han er en hvid udgave af Ron, så han kan møde Klanen i levende live. Makkerparret må gå gennem ild og vand for at modangribe Klanens lyssky aktiviteter, idet deres chefer ofte er ligeglade med, hvad de foretager sig.
”BlacKkKlansman” bevæger sig på en tynd, rød linje mellem det morsomme og det skræmmende. Rons samtaler med Duke over telefonen er nogle af de mest mindeværdige og humoristiske i filmen, da politiet får sig en god griner over Dukes ignorance og pompøsitet. Filmen har en tendens til at kilde dig i lattermusklen det ene øjeblik, og så rammer den dig sekundet efter med noget af det grimmeste og mest hadefulde sprog, et menneske kan hitte på om sorte mennesker, jøder og kvinder. Det giver dig kuldegys og det er ikke helt umuligt at tro, at sådan et sprog sagtens kan finde sted i dag. De andre uhyggelige elementer i filmen er langt mere subtile: Alec Baldwins ”videnskabelige” forklaring på, hvorfor hvide mennesker er overlegne, eller Dukes øjensynlige tegn på venskabelighed og veluddannet baggrund, som kun skjuler en bundløs brønd af had.
Hovedrolleindehaverne giver os nogle kraftfulde præstationer. Washington skjuler sin følsomhed og vrede bag et ydre, som næsten aldrig krakelerer, og med en knivspids af tør humor. Ligeledes er Driver genial i sin rolle og han formår at holde sin egen vrede og kvalme i skjul, imens han spiller undercoverbetjenten, som aldrig må lade sine KKK-venner gennemskue hans facade. Det er kun publikummet, som kan se, hvad der foregår langt nede under overfladen.
Filmen er et flot og stiliseret drama, som formår at bygge en rig og velfungerende 70’er-verden med nuancer af brun og orange og kærlige hentydninger til blaxploitation-film fra den æra, og knap så kærlige referencer til ”Borte med blæsten” og ”The Birth of a Nation”. Filmen er ikke en stille nedgøring af racisme. Den inkorporerer rigtige billeder fra Charlottesville, som uden tvivl vil få publikum til drage paralleller mellem de begivenheder og så Rons historie. ”Amerika vil aldrig nogensinde vælge sådan én som David Duke til præsident,” siger Ron til en af sine kollegaer på et tidspunkt, og ler af det – indtil du holder en lille pause, og så indser du, hvad der blev sagt.
I andre tidspunkter er kritikken langt mere subtil, især i Klanens attitude mod kvinder og homoseksualitet. Ashlie Atkinsons KKK-husfrue er i særdeleshed et utrygt portræt af en kvinde, som både bliver skubbet til side og misbrugt af Klanens planer, når hendes mand finder det belejligst. Flip kæmper med tanken om, at han ikke vil ”bestå” Klanens indgangsritualer og at de vil slå ham ihjel, når de kender til hans jødiske rødder. Ron bliver også konfronteret med det spørgsmål, om en sort betjent kan ændre et racistisk system indefra, og svaret er, at der desværre ikke er noget let svar.
Det er blevet lidt af en kliche at sige, at ”BlacKkKlansman” er en film, som vi har brug for lige nu. Den er et vildt modsvar til et mørkt øjeblik i historien, og en påmindelse om at racisme og fordomme eksisterer i bedste velgående. Filmen er også et godt og morsomt stykke underholdning og et bevis på Lees evner som en kunstner. Og god kunst er noget, vi har brug for hele tiden.
Blu-Ray: Flot filmet, hele vejen igennem. Man kan ikke sige, at Spike Lees samarbejde med sine kameramænd nogensinde bliver kedeligt. Alt står skarpt, alt er veltilrettelagt. Lyden på denne udgivelse er fantastisk, både den instrumentale musik og 70’er-musikken passer perfekt ind i scenens miljø. Når der bliver kørt bil, passer musikken til det, og når der danses på et diskotek, passer musikken ind til det. Dialogen er knivskarp, selv når skuespillerne mumler en lille smule.
Ekstramateriale: ”A Spike Lee Joint: Ron Stallworth, Jordan Peele, and the cast discuss working with the iconic director” (5 min.). “Extended trailer: feat. Prince’s ‘Mary don’t you weep’” (4 min.). Ikke meget ekstramateriale at prale af, og ikke en gang ti minutter i alt. 2 stjerner for dette.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Universal Pictures.
