Skriv en kommentar
Selvom man ikke kan huske den såkaldte Blekingegadebande, har man uden tvivl hørt om det bestialske mord på den 22-årige betjent Jesper Egtved Hansen, enten i medierne eller af andre, der erindre røveriet mod posthuset på Købmagergade den 3. November 1988. ”Blekingegadebanden” er en klassisk dokumentar, men det særligt interessante ved den er, at ingen af medlemmerne tidligere har stillet op for offentligheden, hvilket også er skyld i den store presse interesse op til premieren. Med denne film får vi dog en insiderberetning fra et af de tidligere medlemmer, der gennem voice over og interviews beretter om årene op til selve røveriet.
Bo Weyman er hovedpersonen i denne dokumentar og er den eneste, som har valgt at stille op. Det karakteristiske for ham er dog, at han ikke deltog i røveriet mod posthuset i Købmagergade, da han meldte sig ud et halvt år før det kendte røveri. I adskillelige år havde han været medlem af Blekingegadebanden, som arbejdede tæt sammen med Folkefronten til Palæstinensernes Befrielse (PFLP). Gruppens aktiviteter startede dog langt tidligere og allerede i 1960´erne var de medlem af den venstreorienterede gruppe KAK under ledelse af Godfred Appel. Her startede de med at hjælpe Palæstina, og deres hjerte brændte for, at hjælpe dette folkefærd i kampen mod fattigdom. Arbejdet førte bl.a. til en træningslejer i Palæstina og snart begyndte KAK at lave kriminelle handlinger i Danmark, for at sende pengene videre til PFLP. Snart blev Godfred Appel for diktatorisk og de unge brød ud og dannede det vi i dag kender som Blekingegadebanden, men de ulovlige handlinger stoppede bestemt ikke af denne grund.
Historie om gruppens udvikling skildres nøje i dokumentar filmen, der er flot lavet med raffinerede filmiske virkemidler. Vi søger tilbage til Bo Weymann og hans brors barndom og ungdom for at forsøge at finde en forklaring på, hvordan politisk engagement kunne føre en gruppe almindelige unge mænd ud i hård kriminalitet, der resulterede i straffe på mellem 1-10 års fængsel. Politiet som efterforskede sagen betegnede dem ligeledes som en gruppe almindelige familiefædre, men filmen er ikke lavet for, at skabe sympati for medlemmerne. Bo Weymann stiller op, dels for selv at få bearbejdet hændelsen, men ikke mindst for at få sandheden frem, så folk har mulighed for at forholde sig til den. Selvom nogle vil mene at det er for sent at stille op 21 år efter røveriet, er jeg nærmere af den modsatte holdning, i hvert fald hvis man skal betragte historien i forhold til en biografpremiere. Af hensyn til pårørende og ofre er begivenhederne kommet på afstand, og selvom jeg høre til den gruppe der ikke kan huske røveriet, er historien stadig interessant. ”Blekingegadebanden” er spændende og jeg følte med medrevet og underholdt under hele filmen. Ligeledes vil nogle være af den holdning, at det er en forældet historie, men sagen om mordet på Jesper Egtved Hansen er stadig uopklaret, og beretningen er mere aktuel end nogensinde. Ud over at være en beretning om et tragisk mord, er det ligeledes en historie om idealisme, og hvordan politisk overbevisning kan føre almindelige mennesker ud i den værste af alle handlinger; nemlig at tage et andet menneskes liv. I en verden der stadig lever i frygt for terror, er historien med mine øjne mere aktuel end nogensinde.
