Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
En tirsdag aften kl. 22.00 på Kanal 4 kan man risikere at støde ind i en film af samme kaliber som Blind, og det mener jeg langt fra positivt. For selvom kærlighed vel nærmest er en af de mest almindelige filmgenrer, så er kvaliteten langtfra lige god hver gang. Og det er så her en film som Michael Mailers Blind kommer ind i billedet, for det er lang tid siden, jeg har set en så urealistisk opsat kærlighedsfilm – men så har Romanbladet da ikke levet forgæves.
Den succesfulde forfatter Bill Oakland (Alec Baldwin) mister både sin kone og sit syn i en voldsom bilulykke. Fem år senere tvinges den prominente Suzanne Dutchman (Demi Moore) til at læse for Bill i et privat rum tre gange om ugen som straf for at have været indblandet i hendes mand Marks (Dylan McDermott) insiderhandel. Sød musik opstår imellem det umage par og får dem begge til at stille spørgsmålstegn om det nogensinde er for sent at finde kærligheden. Da Suzannes mand løslades er hun tvunget til at vælge mellem manden hun elsker eller manden hun har bygget sit liv med.
Filmens største problem ligger i det enormt opsatte plot der føles for kunstigt. Det starter allerede da Suzanne første gang møder Bill. Hun præsenterer sig som Suzanne Dutchman, og Bill joker med, at det efternavn ikke kan være særlig rart at have, når en mand lige er blevet fængslet for insiderhandel. Come on! Kan han virkelig ikke regne ud at de muligvis kunne være i familie på en eller anden måde, og det er den slags halvdovne tiltag, der gør filmen til en træg omgang. For selvfølgelig skal Bill komme dårlig fra start hus Suzanne, så han kan arbejde sig ind i varmen igen. Men kemien imellem Baldwin og Moore er mærkelig. De to skuespillere har tidligere spillet sammen i The Juror (1996), men i denne form for genforening føles kemien underligt falsk. Baldwin gør egentlig sin karakter Bill ganske elskværdig, mens der er gået Meg Ryan i Demi Moores ansigt, hvor enhver følelser er forsvundet sammen med alle rynkerne. Botox længe leve! Til sidst kammer det dog helt over i det fuldstændig latterligt opsatte trekantsdrama. Skal Suzanne vælge imellem Bill, som hun har forelsket sig i og som er både sød og rar, eller skal hun vælge sin mand Mark, der ud over at være kriminel også er et arrogant dumt svin? Ja, den er svær for den åbenbart følelsesforladte Suzanne, men så er det godt at filmskaberne også har gjort Mark utro. Nu kan der da ingen tvivl være for Suzanne, om hvem hun bør vælge. Det havde da været langt mere interessant med et nuanceret billede af, hvor svær kærlighed rent faktisk kan være, hvis man står og skal vælge mellem den ene eller den anden, men i Blind er det valg blevet gjort så latterligt åbenlyst at det nærmest er en hån imod seeren.
At Bill er blind føles som en gimmick der skal forsøge at gøre Blind til en anderledes kærlighedsoplevelse. Bill sanser Suzanne på en helt anden måde end normalt, allerbedst eksemplificeret i en scene, hvor Suzanne barberer Bill. Den scene eksekveres som en normal elskovsscene, (lidt ligesom lerkrukkescene i Ghost (1990), der jo også er med Demi Moore) men når trekantsdramaet er så banalt opstillet, så hjælper denne form for anderledeshed intet, og derfor bliver Blind heller aldrig mere end en film der kommer til at køre på dit Tv en sen tirsdag aften på Kanal 4.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Mis. Label.
