Skriv en kommentar
I disse tider hvor gidseltagninger er et del af virkeligheden og vores mediedagligdag, er det et oplagt emne at fokusere på i en spillefilm. ”Blind Flight” er bygget på en virkelig kidnapning. I 1986 blev engelsklæreren Brian Keenan fanget af en bande i Libanon. 4 ½ år tilbragte han i fangeskab, inden han i september 1990 endelig blev løsgivet. Fangeskabet tilbragte han en stor del af tiden sammen med journalisten John McCarthy, der efter at have dækket historien om Keenans kidnapning, selv blev taget som gidsel i det store magtpolitiske spil. McCarthy blev frigivet i 1991 og således overlevede begge.
Filmen starter med den daværende engelske premiereminister Margaret Thatchers udsagn om terrorisme og dens dårligdomme, men ellers fylder de politiske aspekter ikke meget. Der fokuseres hovedsageligt på de to fangers psykologi, deres indbyrdes venskab og deres forhold til gidseltagerne. Vi introduceres kort til Keenans virke som engelsklærer i Libanon, inden han bortføres. I sit fangeskab viser den trodsige brite overlevelsesevner og en stærk psyke. Da han sættes i celle med journalisten McCarthy kommer filmen til at dreje sig om deres fælles kamp for overlevelse såvel psykisk som fysisk. De barske fangevogtere udviser både deciderede ondskabsfulde og medfølende sider af sig selv i omgangen med de to fanger, der overordnet set i bogstaveligste forstand lever i deres eget skidt. Undervejs taler de to fanger om det at være gidsel og om had og kærlighed. Filmen fortælles hovedsageligt fra Brians perspektiv, hvilket er ganske naturligt, da filmen er blevet til i et samarbejde mellem den virkelige Brian Keenan og instruktør og manuskriptskriver John Furse. Der er humoristiske, varme og barske scener i filmen, som dog ikke fremstår vanvittig helstøbt. Rigtigt dybt ind i personerne synes vi aldrig helt at komme, og der står mange ubesvarede spørgsmål tilbage om personernes fortid. F.eks. har Keenan en fortid i Belfast, hvor hans far og han selv har oplevet den britiske regerings vrede, netop derfor er Keenan rejst til Libanon for at få en ny tilværelse. Den britiske konflikt og dens betydning for Keenan bliver dog aldrig helt tydelig, og det er klart en svaghed ved filmen. Han fortæller dog i korte refleksioner over forholdet til familien, der betyder noget for ham, og hvordan han har ladt dem i stikken ved at tage til Libanon for at arbejde.
Der er tale om en film om et meget vigtigt emne, og som sådan har den helt klart sin berettigelse. Det er en smal independent film, der har modtaget støtte fra den engelske tv-kanal Channel four, der ofte har stået økonomisk bag fortræffelige anderledes engelske film. Skuespillet er det bærende element i filmen. Sammenspillet mellem Ian Hart (Brian) og Linus Roache (John) er troværdigt og stærkt, og det er i dette samspil, filmen først og fremmest kommer til live. I de klaustrofobiske rum oplever vi fangernes samvær, som seer får man til tider selv den klaustrofobiske fornemmelse, men alt for ofte er det hele lidt for let at se, og man rystes ikke i sin grundvold af skildringen. De to er ofte blinde, da rummene, de befinder sig i, er mørke. Undervejs finder de to dog ud af, at også fangevogterne er frustrerede personer, der lever i en form for blindhed for deres egen medmenneskelighed.
Således bliver filmen et langt stykke henad vejen til en film om blindhed overfor andre mennesker, en blindhed der kommer til at stå i kontrast til Brian og Johns venskab, der udvikler sig til indsigt i og åbenhed overfor hinanden.
Filmen har fordele og er for dem bestemt værd at se. Desværre savner man enten en endnu stærkere psykologi i fortællingen om forholdet mellem gidseltagere og gidsler, eller mere fokus på, hvad krisen mellem den vestlige og den mellemøstlige kultur indeholder. Under denne rejse til det klaustrofobiske gidselrum forbliver ens øjne åbne for nærhed, men nogen egentlig indsigt når det indre øje aldrig.
"Blind Flight" går i Vester Vov Vov
