Skriv en kommentar
På trods af at Jon Bang Carlsen er en erfaren dansk filmskaber, har jeg ikke tidligere haft fornøjelsen at stifte bekendt med hans film. Blinde Engle er sidste tredjedel af en trilogi – alle med berøring med Afrika. Denne anmeldelse er derfor uden hensyntagen til de foregående film i trilogien.
Filmen differentierer sig ved at blande fiktion og dokumentarisme. I stedet for at behandle de to genrer som adskilte, springer Jon Bang Carlsen mellem filmens lag. Ligesom man bedst tror, at man kan læne sig tilbage i sædet og nyde fiktionen, mindes vi om dokumentarlaget i filmen og tvinges til at spidse ører. Og omvendt mens man sidder fremme i sædet og reflekterer over dokumentarlaget, serveres en fiktionsbid, og man kan synke tilbage i sædet. Fiktionen forsøger ikke at afdække skaberen af filmen, og omvendt forsøger skaberen ikke skjule, at der er tale om en fiktion.
Dokumentarlaget er det metafiktive lag, der løbende diskuterer filmens præmisser og tilblivelse med skuespillerne. Der veksles mellem interviews med skuespillerne, takes fra fiktionen, underlæggende fortællerstemme og Jon Bang Carlsens ”rejse” med et tændt kamera. Der er således ikke tale om en færdigplanlagt film, der blot skal ”i hus”, men der er tale om en skabelsesproces, som løbende evalueres og debatteres åbenlyst. Det gør filmen intuitiv og fortvivlende én og samme tid, og man sidder med samme fornemmelse og tvivl, som filmskaberen givetvis har.
Fiktionen, historien i filmen er om en blind mand (Rune T. Kidde), der er passioneret paraglider og filmskaberens alter ego. Hans passion har dog gjort ham blind ved et uheld, men han er søgt tilbage til bjerget i Afrika, der har frataget ham synet. I et forsøg på at komme til at paraglide igen engagerer han stuepigen (Bonnie Mbuli), som på den måde skal agere hans øjne. Deres forhold intensiveres, og det er ikke uproblematisk for en hvid mand og en sort fattig kvinde.
Filmens præmis er således, at de to ovennævnte lag skal spille synergisk sammen, men jeg mister sammenspillet undervejs. Jeg fængles ikke af historien, der virker meget søgt, men historien er til gengæld ikke andet end en baggrund, hvorpå dokumentaren påmales. Så det er ikke ”retfærdigt” at måle filmens kvalitet udelukkende på historien. Dokumentarlaget er rammen udenom fiktionen, og det er den, filmen på mange måder er afhængig af. Jeg er normalt meget begejstret for metafiktive fiktioner, men jeg svæver ikke på oplevelsen af denne film. Jeg fornemmer Jon Bang Carlsens hensigt med at rejse ind i sig selv for at (gen)finde den filmskabende inspiration og impulsivitet, der er fri for skabeloner og forventninger, men fortvivlelsen bliver en tand for eksplicit til min smag. Men mit smagsdommeri ændrer ikke ved, at Jon Bang Carlsens impulsive levende billeder af det Afrikanske vildnis er dybt betagende, og bastard-idéen og at iscenesætte et alter ego er yderst originalt.
