Skriv en kommentar
I filmen Blod og Vand første scene ses en blå barre med hvid overlægger og en tåget baggrund, som om vi befandt os den nederlandske Piet Mondrians (1872-1944) konkrete og religiøse særpræg og naturalistiske landskabskunst – men billedet ændres, da en dreng hopper op i blå bluse med ryggen til og udfordrer sin muskelmasse i længere tid, hvorefter en tung bold rammer ham i nakken, og vi ser ham liggende fra overliggeren, og derefter fulgt til sygehuset med store blødninger. Blod og vand. Han blev fulgt af en jævnaldrende. Hvem kastede bolden?
Drengene befinder sig på det samme gymnasium, hvor vi smukt og tankevækkende hører deres meget forskellige historier – uden at være vidne til dem. Familiens dreng Wei sidder mest på sit eneværelse med sin telefon og spiller spil – men hører så om klassekammeraten Shuo, som fortæller ham, at han mistede sin mor, da han var ti år og hans far er ofte fuld og slår ham – da han endelig flytter ind hos familien, og kommer i det moderne bad, ser vi hans blå skuldre – uden at han ynker. Og en af de smukkeste scener er ved det første måltid, hvor Shuo spørger efter soja til risen – siger moderen: ”Hvilken slags soja vil du have?” – hvortil han meget naturalistisk siger – ”der findes da kun én slags!” – men så får han historien om hvilke ti slags forskellige, der findes i deres hus.
Det viser sig hurtigt, at Shuo hele tiden kommer og går bagefter i næsten alt, hvad de laver sammen. Der er en scene, hvor der ligger ti mønter – og det gælder om ikke at tage den sidste – han har tabt, og Wei vinder hver gang – og her kommer filmens flotteste replik fra Shuo. Han har en mor, der dør, en far, der slår og som også dør – Shuo giver ikke op. Han vil: Nr. 2 vil altid finde en måde at vinde på - og vi ser han i sidste forsøg får Wei til at tage den sidste mønt. Det er moderen, Guo Keyu, som den meget empatiske og hjælpsomme, som også er den lyttende til at høre hans historie om da Shuo bliver spurgt om, hvilken frugt han kunne tænke sig: Appelsiner – det minder mig om min tid hos mormor - og vi derefter ser moderen stå med solbriller på indkøb i den største orangebutik, som er filmens flotteste billede.
Filmen er et forsøg på at rejse den étbarnspolitik, der blev indført i Kina i 1979 for at undgå overbefolkningen – nu hvor også kineserne lever længere og bliver rigere – og det antydes også i slutningen, at moderen måske havde fået en abort og derfor i sit hjerte talte om at adoptere Shuo – og Wei siger også tydeligt: at mor er meget flinkere ved mig, når Shuo bor her
Det er en yderst tankevækkende skildring af et moderne Kina – som til tider er rigeligt sterilt filmet – men en filmdebutant, der vil noget. Lin Jianjie har indtil videre lavet tre kortfilm – den første A Visit fra 2015. Og den moderne verden viser, at der i Kina åbnes mere frie udtryksmidler i filmen. Det så vi også i den meget styrende film fra Kina i 2022: Beskytteren om mobning i de kinesiske folkeskoler, som blev vist i Cinemateket.
Vi ser også i rulleteksterne, at der er stor hjælp fra danske filmskabere med den medrivende musik, som er komponeret af den danske lyddesigner Toke Brorson Odin, som vi kender fra Vinterbrødre, 2018 – og ved klippebordet findes Per K. Kirkegaard, som har en troværdig karriere bag sig.
Men filmen har slet ikke det nordiske i sig – her spiser familien stadig med pinde og drømmer om noget stort for begge børn – men vi ved slet ikke hvordan familien ender – vi ser Shuo gå bag en masse stolper i en undergrund – men pludselig er han der ikke. Bliver han til blod eller vand?
