Skriv en kommentar
Næsten 3 timers biopic, som ikke nødvendigvis bærer på sandheden. Andrew Dominik har givet sig selv ret så frie tøjler til at filmatisere Joyce Carol Oates’ roman, og til opgaven med at portrættere Marilyn Monroe, har han hyret Ana De Armas (Knives Out, Deep Water, The Gray Man). Det bliver hendes film, da hun ikke viger fra kameralinsen i mere end et par sekunder. En tour de force ud i, hvordan Norma Jeane blev berømt under et alter ego, som man kan stille spørgsmål ved overhovedet var en levende eksistens.
En hård barndom med en psykisk syg mor og en far, som hun aldrig har mødt blev vekslet til en karriere som allemandseje. Den gudesmukke pige blev forvandlet til en voksen skønhed, der skulle figurere som sangerinde, skuespiller og danser, men sandheden var vel nærmere som en allestedsnærværende pin-up girl.
Ana De Armas lader og komme helt tæt på myten, så at sige. Sådan her kunne bagsiden af medaljen godt se ud. Inderst inde Norma Jeane, men det er Monroe-looket der giver smør på brødet, omend det skildres at de pengestærke kræfter bag snød som vandet drev. Gør som der bliver sagt og se pæn ud samtidig! Blonde er et studie i fornedrelse, som ingen gjorde noget ved, førend Marilyn Monroe selv gjorde en ende på det. Det kostede den højeste pris…
Med Nick Caves dystre musik i baggrunden og med Adrien Brody, Bobby Cannavale og Scoot McNairy som støtteelementer samt en visuel billedside i særklasse, så drages man mod Blonde. Filmens stil kontra længde er dog en hæmsko. Blonde er en langsommelig og grundig film, og det koster på intensiteten i dens fremdrift. Blonde er derfor svært at bedømme. På den ene side et voldsomt flok værk, hvor der bliver kælet for sanserne, og hvor stilheden ofte siger det hele. På den anden side et sejtrækker-projekt, der mangler spænding og nerve. Jeg tør godt at tildele Blonde fire stjerner, og dermed lande et sted mellem mesterværk og makværk. Dominik har gjort filmen til sin egen, men den kunne have været noget helt andet, som vi måske nok inderst inde havde håbet på. Den læner sig lidt trivielt op af Baz Luhrmanns Elvis-film, men Blonde er bare noget bedre. Det bliver faktisk interessant at se, om disse ikoner bliver fundet Oscar-værdige eller om filmsiden alligevel er for svagt.
En anden ting, som du måske får øje på, selvom han ikke medvirker ret længe. Vores egen Caspar Phillipson, som senest har været på en dansk tv-skærm i forbindelse med satire-serien “Orkestret”, får endnu en gang lov til at spille den amerikanske præsident John F. Kennedy, ganske som han også gjorde det i “Jackie” fra 2016. Kip gerne med det danske flag, når Marilyn får lov at fornøje sig med The President under en telefonsamtale.
