Skriv en kommentar
Filmen indledes med et close-up af friske oversavede træstammer på et hvidt samlebånd. Båndets rullebevægelse er monotont. Visuelt giver det en indre og ydre ro. Kameraet bliver ved den monotone rullebevægelse i nogle gode, lange minutter. Træstammerne på det hvide samlebånd filmes derefter ovenfra og bliver næsten et endimensionelt billed, et slags stillbilled med døde ting. Samlebåndet er også med til at sætte tempoet, som langtsomt åbner for historien i den lille amerikanske landsby i Maine, USA.
The last word of a Blue Bird
Filmens titel Bluebird er inspireret af digtet af den amerikanske digter Robert Lee Frost’ The Last Word of a Blue Bird.
Filmens hovedperson Lesly (Amy Morton) har kørt landsbyens skolebus i 12 år. Hun har kørt alle byens børn frem og tilbage. På den skæbnesvangre dag er alt, som det plejer at være ved dagens begyndelse. Hun spørger en lille dreng ved navn Ian, hvor hans hue er blevet af. Hvortil han svarer, at det ved han ikke. Hun giver ham sin hue. En venlig gestus, som kendetegner hendes blide og hengivne sind som mor, kone og person. Hun samler de glemte ting fra børnene på og under sæderne. Pludselig distraheres hun af en lille fugl, som har forvildet sig ind i bussen. Hun følger fuglens bevægelser og bliver lettet, da den selv finder ud.
Hun ser fuglen igen, da hun er faret vild i skoven. Det er fra instruktørens side opspind, da en fugl i Maine aldrig vil kunne overleve de iskolde vintre. Fuglen bliver et signal om, når noget er på færde. Lesly finder drengen Owen næste dag i bussen. Han er nærmest blå i hovedet og trækker ikke vejret.
Faderen Richard (John Slattery) arbejder på papirfabrikken, som står til at skal lukkes. Datteren Paula (Emily Meade) arbejder i landbyens brugs og går i gymnasium. Den lille drengs moder, Marla (Louisa Krause) arbejder på den lille restaurant. Alle udfylder de hver deres funktion, hvor de ikke behøver at indgå i nærværende eller krævende relationer til hinanden. Alle passer hver deres egen lille geschäft.
Den tragiske ulykke vikler dem ind i hinanden og tvinger dem til at snakke med hinanden, som de ikke er vant til eller har haft modet til før. Det er ikke tilstrækkeligt at give et nik eller et halvlunkent svar. Den apatiske adfærd, som ligger som et tæt filter over byens beboere vendes til et mareridt, især for Lesly.
Byen som klaustrofobisk rum
Med Bluebird får instruktøren Lance Edmands filmens essens frem. Naturen som den lille landsby er omgivet af er smuk og storslået - et billedskønt vinterlandskab. Naturen står på den ene side for frihed, det skønne, den friske luft. På den anden side er naturen billedtalt med til at isolere landsbyen. Det bliver et klaustrofobisk rum, et tomt rum hvor ensomhed, kulde, bristede drømme, nederlag, økonomiske skrupler hersker. Naturen er fredfyldt/ren og samtidig ensom/frygtindgydende. Beboerne bliver mærket af disse modsætningsfyldte følelser både mentalt og fysisk.
Stemningen og auraen i Bluebird minder om Winter’s bone fra 2010 af Debra Granik. Det er social realisme. Handlingen er fortalt med få’ ord og der er ingen overflødige replikker. Det er persongalleriets ageren og mangel på ord, som får smerten og sorgen frem på en autentisk måde. Det mareridt og den smerte Lesly går igennem med næsten ingen ord, kommer til udtryk i hendes kropssprog og mentale tilstand. For eksempel kan vi se hende se fjernsyn og vi kan høre, at det er disney tegnefilm, hun ser. Men hun ved ikke, hvad hun ser, hun stirrer ind i fjernsynet, fordi hun er i en tilstand af chok og sorg.
Amy Morton leverer en pragtpræstation i Lance Edmands debutfilm Bluebird.
