Skriv en kommentar
I 1972 fik et verdensmesterskab mennesker verden over til at flokkes om tv-skærmene og rette fokus mod Island, hvor en kamp mellem verdens to største nationer, USA og USSR, udspillede sig på en noget usandsynlige slagmark: Skakbrættet.
På den amerikanske side stod udfordreren, den 29-årige Bobby Fischer, der allerede på dette tidspunkt havde skabt sig et navn i de amerikanske medier. Fischer voksede op i Chicago og New York under trange kår sammen med sin søster og en mor, der måtte arbejde flere jobs og brugte meget af sin tid på kommunistisk aktivisme. Som seksårig spillede han sit første parti skak, som 15-årig blev han amerikansk mester og som 29-årig stod han altså over for sin første VM-finale mod den sovjetiske mester, Boris Spasskij.
Matchen stod ikke blot på brættet, men udviklede sig til en psykologisk krig: Bobby Fischer mod skakforbundet, Bobby Fischer mod Island, Bobby Fischer mod sig selv - Bobby Fischer mod hele verden.
Efter finalen (og jeg vil ikke afslører, om han vinder, hvis du, kære læser, ligesom jeg ikke er gammel nok til selv at have fulgt med i 1972) forsvandt Fischer fuldstændig fra skakscenen for at synke ned i psykisk sygdom og paranoia. Som sektmedlem, konspirationsteoretiker og antisemit blev hans liv ikke mindre fascinerende, men dog et eksempel på den proverbiale hårfine grænse mellem genialitet og galskab.
Gennem interviews med Fischers venner og trænere, med andre skakspiller, psykologer og folkene involveret i verdensmesterskaberne i 1972, prøver filmen at vise en sammenhæng mellem Fischers skaktalent og hans ulyksalige skæbne.
Filmen skildrer Fischers liv fra hans barndom, som ingen af de involverede parter ønsker at tale om, over den legendariske kamp mod den russiske verdensmester Spasskij og hans efterfølgende deroute indtil hans død i 2008. Selvom instruktøren Liz Garbus har bygget narrativet op med en næsten fatalistisk kausalitet, der ellers mest hører den hollywoodske fiktionsgenre til, tilfører Fischers besynderlige personlighed og egocentrisme filmen et element af uforudsigelighed, der får den fiktionsdramaturgiske opbygning til at virke ganske vellykket. Især i skildringen af verdensmesterskaberne kommer formen til sin ret og genskaber den åndeløse spænding fra 1972 omkring den legendariske match i et spil, som nok ellers er mere intellektuelt frustrerende end klaphattefremkaldende.
Garbus har desuden sensationsjournalistisk evne til at fremdrage de absurde og næsten usandsynlige fakta omkring Fischers liv, hvilket måske mindsker filmens seriøsitet, men ikke desto mindre øger underholdningsværdien betragteligt.
Parallellerne til den kolde krig er tydelige, og Garbus forsøger – formentlig ikke uretmæssigt – at kæde Fischer og Spasskijs hjernekrig sammen med den psykologiske krig, der førtes mellem USA og Sovjet. Dette gøres lykkeligvis på ingen måde antikommunistisk. Især den sovjetiske forsvarer af verdensmestertitlen skildres som ikke blot en anstændigt, men også meget sympatisk menneske.
Dette er i virkeligheden mere, end hvad der kan siges om Fischer selv. Garbus fremstiller Fischer som et ensporet, men dybt kompliceret menneske, der vandt et lands kærlighed gennem et uemotionelt strategispil, men privat stødte mange fra sig med sin excentriske personlighed.
Filmen er ikke kun anbefalelsesværdig for skak- og koldkrigsentusiaster. Den er et psykologisk portræt af et fascinerende menneske, og samtidig en undersøgelse af skak ikke blot som et spil, men som en sindstilstand, måske endda en sindslidelse. Den eneste fare ved filmen er, at du måske bliver lidt besat af det ternede bræt, når du har set den.
