Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Liesel Meminger er en 12-årig pige, der i slutningen af 1930’ernes Tyskland kommer i familiepleje. Undervejs på rejsen til plejefamilien dør Liesels bror. Ved begravelsen får Liesel, der på det tidspunkt ikke har lært at læse, fat i en bog – Håndbog for gravere – hvilket bliver første skridt i et forløb, båret af Liesels nysgerrighed over for oplevelser og universer fra bøgernes verden.
Maleren Hans Hubermann og hans kone Rosa knap til dagen og vejen og noget tyder da også på, at de har taget Liesel til sig for at opnå et offentligt tilskud som plejefamilie. Rosa, spillet af Emily Watson, er fra en hård plejemor, der følger en striks kæft, trit og retning-linje, mens Hans, spillet af Geoffrey Rush, er noget mere imødekommende. Han og Liesel opnår i hvert fald en udtalt fortrolighed i forhold til at lære og læse. Det er ikke mindst nødvendigt efter at Liesel er blevet grundigt ydmyget i skolen fordi hun ikke kan læse og skrive.
Rosa har en beskeden indtægt som vaske-/strygekone. I den forbindelse bliver Liesel en dag sendt ud til borgmester Hermann med en kurvfuld tøj. Liesel lærer borgmesterfruen at kende, ikke mindst fordi Liesel bliver dybt fascineret af den store bogsamling i herskabsvillaens bibliotek. Et bekendtskab, der udvikler videre ved efterfølgende officielle og ikke mindst uofficielle besøg. Liesel sniger sig således gentagne gange til at kravle ind gennem et åbent vindue for at låne bøger. Hændelser, som efter alt at dømme sker med i hvert fald fruens vidende i borgmesterhjemmet.
Hans har en harmonika stående, som han ofte selv spiller på. Det viser sig, at den er et lån fra den jødiske familie Vandenburg. Da den unge Max Vandenburg en dag dukker op hos familien Hubermann, efter at den øvrige familie er blevet hentet til deportation, behøver Hans og Rosa ikke mange overvejelser, før Max bliver skjult i kælderen. I første omgang som en hemmelighed for Liesel, men hun og Max når hurtigt frem til en fortrolighed, der fungerer som ventil, som afledning i forhold til den angst og utryghed, der ligger som en tung dyne over den nazificerede hverdag.
Det må lige bemærkes, at jeg ikke har læst den roman af Markus Zusak, der ligger til grund for filmen. Jeg kan derfor ikke vurdere i hvor høj grad eller handlingstråde og personer fra romanforlægget er udeladt i filmen. Det er under alle omstændigheder min oplevelse, at filmen fremstår som en stribe tableauer, snarere end som et tæt sammenhængende forløb, hvor man kommer tæt på personernes udvikling frem mod det forventeligt dramatiske klimaks.
Liesel bliver spillet lige lovligt yndigt og poleret af Sophie Nélisse. På den ene side bliver hun aktiv i Bund Deutscher Mädel – den nazistiske masseorganisation for piger mellem 14 og 18 – mens hun på den anden side sammen med klassekammeraten og den nære ven Rudy giver frit løb for et højlydt om end uforsigtigt had til Hitler. Tilsvarende urealistisk er det, at Rudy 2 år efter OL i Berlin dyrker løb – med den sorte Jesse Owens som sit største idol. Den løber, der med Hitlers vrede til følge vandt 4 olympiske guldmedaljer på den nazistiske hjemmebane.
På samme måde er det en tand for usandsynligt, at Hans trods flere slet skjulte opfordring til at melde sig ind i det nazistiske parti skulle kunne slippe afsted med at holde sig uden for – så godt som uden repressalier. Så er det straks mere sandsynligt, at Rosa og Liesel som filmen skrider frem udvikler noget, der kunne ligne nærhed og fortrolighed.
Det værste ved persongalleriet er dog den fortællerstemme, der fra starten peger i retning af en alt andet end lykkelig slutning. Selv om skuespillerne filmen igennem ufrivilligt komisk taler engelsk med påtaget markant tysk accent, er fortællerstemmen udført i formfuldendt teaterengelsk af Roger Allam, der blandt andet ses som Morse’s nærmeste overordnede i TV-serien ’Endeavour’. Fortælleren nøjes ikke med at kommentere handlingen men reflekterer også over, at han som den han er – selveste døden – har tjent alverdens diktatorer og derfor kan vurdere, hvad der i livet driver mennesker ikke nødvendigvis mod deres fjender men blot mod … døden. Som dramatisk effekt står fortællerstemmen dog noget fjernt fra en handling, der er mere kammerspil end storslået historisk og politisk epos.
Samlet set fremstår ”Bogtyven” derfor som en sammenkogt ret, hvor alle de rette ingredienser er lagt frem, men hvor ét eller andet er gået galt, så personerne aldrig rigtigt kryber ind under huden og hvor den historiske og politiske kontekst aldrig rigtigt får fokus.
Ekstramaterialet består af nogle få slettede scener, hvoraf en enkelt faktisk understreger en pointe omkring nazisternes forsøg på at overtale Hans til at gå ind i partiet. Derudover fortæller en bag-kameraet-dokumentarfilm historien om Markus Zusaks roman og om arbejdet med at omsætte den til film. Lidt for pænt og alt for overfladisk.
