Skriv en kommentar
Med et par flirtende smil til en pige blev den fulde udstrækning af Freddie Mercurys seksualitet storignoreret i den første trailer til Bohemian Rhapsody. Selvom Mercury aldrig offentligt bekræftede sine præferencer, ved vi, han hørte til under ”queer”-paraplyen, så selvfølgelig blev traileren derfor mødt med kontrovers i de amerikanske medier. Og med rette. Filmen som helhed begår ikke samme fejl, men jeg vil påstå, at den gør noget endnu værre…
Fra arbejdsmand til verdensmand
Vi møder Freddie (Rami Malek) – eller Farrokh – engang i 1960erne. Han bor endnu hjemme i Kensington hos sine religiøse, indiske forældre og tilbringer dagene i Heathrow lufthavn som bagagehåndterer. Kun når han går i byen for at høre live-musik, kommer han i kontakt med den, han egentlig er, og en aften introducerer han sig for to medlemmer af et universitetsband, der netop er blevet droppet af deres forsanger. De er ikke begejstrede for Farrokhs markante overbid men meget imponerede over hans tydelige talent, og mødet bliver starten på Queen og ikke mindst sensationen, Freddie Mercury.
Med innovation og vågemod bevæger bandet sig ned ad originale musikalske ruter. Men hånd i hånd med succesen kommer splittelse og konflikt, ikke mindst fordi Freddie, som bandets drivende force, lader sin popularitet stige sig til hovedet.
Rami Malek
Bohemian Rhapsody fungerer hovedsageligt på grund af Rami Malek. Med genkendelig mimik, karismatiske scenebevægelser og en imponerende efterlignende sangstemme, er han blændende god som Mercury, og får en til at sympatisere med ham i selv de største divaøjeblikke.
Men filmen ville være et flop, hvis ikke dens dedikation til musikken ikke også sad i skabet. Og det gør den. Vi er med på scenen under live-performances og en flue på væggen i studiet under skabelsen af nogle af de mest genkendelige Queen-numre, navnligt “Bohemian Rhapsody” og ”We Will Rock You”, så selv os, der af en eller anden grund aldrig har dykket særligt dybt ned i Queens katalog, føler en form for samhørighed med bandet. Filmen konkluderer med Queens berømte Live Aid koncert i 1985, på hvilket tidspunkt det er noget nær umuligt ikke at danse med i sædet.
Skamfuld homoseksualitet
Desværre træder Bohemian Rhapsody kilometervis forkert i sin skildring af Freddie Mercurys homoseksualitet. I 95% af filmen fremstilles den side af ham som noget, der ikke bare er problematisk – for selvfølgelig var det problematisk dengang – men noget virkeligt negativt, som om hans isolation, stofmisbrug og kunstneriske tilbagegang alt sammen har rod i hans seksualitet. Fortællemæssigt giver det selvfølgelig mening, at Mercury først finder fred og kærlighed mod slutningen, men det holder bare ikke at homoseksualitet fremstilles så skamfuldt i en film om et af historiens største queer-ikoner.
Og så alligevel… Jeg gad godt sidde her og være totalt forarget og give filmen én stjerne af principielle årsager, men sandheden er, at filmen stadig går lige i hjertet. Det undskylder på ingen måde dens fejltrin, men det overskygger det en smule. Jeg synes dog stadig, det er en vigtigt ting at holde i tankerne, når man ser filmen. Og bagefter kan man jo passende hylde Freddie Mercury ved at lytte til hans historie, som han fortalte den, gennem musikken. Jeg tror ikke, det kræver den store overtalelse.
