Skriv en kommentar
Get your sexy on, sang den evigt aktuelle Justin Timberlake på sit sidste album, Futuresex/Lovesounds, fra 2006. Anno 2011 er den sexede, skaldede isse, de sexede, seje dansetrin og den sexede, storsælgende musik blevet udskiftet med en tilsyneladende oprigtig ambition om også at erobre den filmiske scene. Med feje filmfusere som Alpha Dog (2006) og Bad Teacher (2011) på samvittigheden kunne man dog foranlediges til at konkludere, at vi her igen har at gøre med en overivrig skuespillerwannabe, der er gledet i op til flere bananskræl i sin spæde overgang fra tra la la til aaand action.
Den biografiske roadmovie The Open Road (2009) samt Oscarmagneten The Social Network (2010) peger dog i retning af, at der muligvis gemmer sig hæderligt skuespillerpotentiale et sted inde bag det småkrøllede hår og de skælmske øjne. Måske der skulle en Mila Kunis til, for at mikrofonen JT blev til celluloidens Justin Timberlake.
Bollevenner handler om lige præcis dét, som titlen så demonstrativt udtrykker. New Yorker – pigen Jamie (Mila Kunis) headhunter den talentfulde, LA-baserede art director Dylan (Justin Timberlake) til et fedt job i byernes by. Først bliver de venner, så venner, der flirter, så venner, der dyrker sex, så venner med noget i klemme, så sårede uvenner, så uvenner med noget i klemme, og så … ja, du kan næsten gætte dig til resten.
Every new beginning comes from some other beginning's end
Er det overhovedet længere muligt at lave en original romantisk komedie, der eksperimenterer med genrekonventionerne og bryder dens umiddelbare grænser? Muligvis ikke. Muligvis er det blot ikke hændt endnu. Men selv om genren altså stortrives i sin status quo – loge, og Bollevenner rigtigt slænger sig i forudsigelighedens genretryghed, formår den ikke desto mindre at gøre forudsigeligheden fængende. Det skyldes primært det elektriske samspil mellem Kunis og Timberlake, der, som bekendt for sladderinteresserede folks (host, host), vist nok også havde noget saftigt kørende offscreen.
De kan lide hinanden som venner. Det ses, og det mærkes. De er tiltrukket af hinanden. Det høres, og det sanses. Der er ikke alene søde amoriner i luften, der er flirt og lidenskab og sex. Kunis er som altid et charmerende syn, der taler hurtigt med sin hæse stemme, kigger intenst på sin medspiller med sine store, grønne øjne og jonglerer tilpas ekvilibristisk mellem det sårbare og det selvtilstrækkelige. Selv Timberlake synes mindre akavet i sine endnu uprøvede skuespillersko, om end han kunne have anstrengt sig lidt mindre, rystet det indøvede af sig og pudset en mere tilbagelænet stil af. Han er dog sympatisk, den Timberlake, ikke mindst når han rapper med på Kriss Kross´ Jump, Jump.
Bollevenner er skrevet, instrueret og produceret af Will Gluck, manden bag sidste års røvsparkende high school – komedie Easy A (2010), der også blev gennembrudsfilmen for den biografaktuelle Emma Stone, der i øvrigt ligeledes gør sin entre i denne film. Den frække, frisindede og frivole trend fra forgængeren er tydelig at mærke også i denne film.
Tonen er letsindig og legende, så man helt glemmer den virkelige verden udenfor biografsalen og fortaber sig fuldstændig i de bjergtagende panoramiske vuer ud over New Yorks blændende skyskraberhimmel.
Dialogen er en sand fornøjelse, en lystig ping pong - duel mellem to spirende elskende, der øjensynligt nyder deres indbyrdes samspil. Som tilskuer kan man ikke andet end at læne sig tilbage i sædet og indleve sig i historien med ligeså stort velbehag, som det, den medbragte cola glæder ganen med og popcornene mætter maven med.
Støttet op af yderst indtagende bipersoner som Jamies flippede bohememor Lorna, spillet sprudlende af den altid godt leverende Patricia Clarkson og ikke mindst Dylans flamboyante homoseksuelle kollega, Tommy (Woody Harrelson), der er så ri-dick-ulous, som han selv kalder det, at intet mindre end hysteriske grin kan gøre ham ære, hejser Bollervenner sig op over en gennemsnitlig komediefilm, der sædvanligvis blot sigter efter den laveste fællesnævner, men bundfælder sig i stedet som en solid romantisk haha-omgang med hjertet på plads samt hjernen i brug. Fremhæves skal også den altid ferme Richard Jenkins i rollen som Dylans Alzheimer-ramte far, der yder et stilfærdigt, men hjertegribende lille bravurnummer.
Bollevenners frække vokseneksperiment lykkes både on- og offscreen. Konflikten mellem det platoniske venskab kontra den krævende kærlighed forfalder nu og da til enkelte klicheer, men filmen fortjener næppe selv at blive stemplet som en, ligesom dens gennemgående genkendelighed skubber Bollevenner ned i et par velkendte faldgruber, selv om filmen i sin helhed er flere niveauer over den bundløse afgrund.
Efteråret er over os, så de forårskrillede forelskelsesfornemmelser må vente nogle måneder endnu. I mellemtiden smut du bare i biografen og bliv lidt fiktivt forårsforelsket med Bollevenner.
