Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Lad mig lige starte med at påpege, at jeg på ingen måde er ”Bones” ekspert. Denne nu fjerde sæson er mit første bekendtskab med serien, udover at have fanget 5 minutter hist og pist i fjernsynet. Hvis du som læser mener, at jeg er uegnet til at anmelde en sæson af ”Bones” når jeg ikke har set samtlige sæsoner før den, så er det uden tvivl her, du skal stoppe med at læse. Hvis du derimod har en nogenlunde logisk og relativt fornuftig tankegang, så er du endnu ikke stoppet med at læse. Man kan nemlig som anmelder sagtens analysere, forstå og skrive et par ord om en serie, som man er kommet lidt sent ind i. Men hvorfor skriver jeg dette? Hvis du mente det modsatte, ville du jo have stoppet med at læse for længst. Nok om det – her kommer en lille introduktion af ”Bones”. Serien er en af mange der er fulgt i kølvandet på ”CSI: Crime Scene Investigation” og dens efterhånden mange spin-offs' succes. I starten af 2000-tallet kom der en enorm eksplosion af politiserier hver med deres lille niche, så man kunne finde sit eget helt unikke interessefelt af politiefterforskning. Nogle serier kom så langt ud til at inkludere tal i opklaringen af mordsager, men ”Bones” (som titlen også antyder) holdte sig til noget lidt mere håndgribeligt – knogler.
I ”Bones” følger vi FBI-agenten Seeley Booth og hans makker Dr. Temperance Brennan (også kaldet Bones, titlen kan tydeligvis linkes sammen med mange ting), som leder et unikt efterforskningshold, der har specialiseret sig i at finde spor i knogler. En stor forskel imellem ”Bones” og de mange lignende serier er dog, at ”Bones” er tilsat en stor portion humor og kreativt undersøger nye muligheder for opklaringssager. I fjerde sæson kommer vi bl.a. ud for et skelet der hænger på et kors brugt af et norsk black metal band, et lig opløst i en tønde vin, et lig i en stor mikroovn på et fly og meget andet. Kreativt er det, men lige troværdigt og interessant er det bestemt ikke hele vejen igennem.
Om man kan lide ”Bones” eller ej, vil ens egen humor være en altafgørende faktor. Som sagt så fylder humoren en stor del, og med temaet i tankerne, er denne naturligvis kulsort men samtidig fuldstændig harmløs. Den minder mig mest om 60’ernes musicals, hvor sangene blot er udskiftet med makabre lig (og ja, ”Bones” kan være ganske grafisk), så den træder næppe nogen over tæerne, selvom seriens mange jokes er på bekostning af en afdød. Sjovt er det når en eks-kærestes skøre far, jagter en fra efterforskningsholdet, bedøver ham og tatoverer et billede af ekskæresten på hans overarm, så han aldrig glemmer hende. Sjovt er det ikke når Booth prøver at aflede alle deltagere ved en begravelses opmærksomhed ved at synge "Swing Low, Sweet Chariot". Noget helt andet er det hold vi følger og deres kærlighedsliv. Som det længe har været i serier som disse, er der en ganske naturlig kærlighedsinteresse for seriens hovedmakkerpar (lige fra Mulder og Scully i ”X-Files” til stort set alt andet du ser i Tv i dag), og det er næsten et altafgørende element, at disse to ikke finder sammen før til allersidst. ”Bones” kører i USA på den femte sæson, og jeg ved ikke hvor længe de har tænkt sig at fortsætte, men Booth og Brennan har da ikke fundet sammen endnu og heldigvis for det. Dog er der langt flere kærlighedsforhold i ”Bones”, de er bare overfladiske og uinteressante. Tag f.eks. Angela og Hodgins der blev forlovede i tredje sæson. Her i fjerde sæson finder de ud af, igennem psykologen Sweets, at de ikke stoler på hinanden, og så stopper forholdet brat. Serien kommer hurtigt tilbage til nulpunktet, og så når Angela at blive lesbisk og næsten finde sammen med Hodgins igen før sæsonen slutter. Det er sentimentalt og ligegyldigt, men seerne sluger den slags råt. Ofte i disse serier starter og slutter en sæson dårligt, og det er også tilfældet med fjerde sæson af "Bones". De første to afsnit er halvhjertede, og de sidste to er noget værre rod, og selvfølgelig slutter det hele med en cliffhanger man kun kan ryste på hovedet af.
Skuespillerne gør det generelt godt. David Boreanaz vil måske altid være Angel (fra ”Angel” og ”Buffy”), men han er nu stadig en person man let kan holde af på trods af alle hans skønhedsfejl. Det er dog Emily Deschanel der stjæler billedet, for hun er præcis tilpas nørdet i sin fortolkning til, at hun kan gøre en overlegen efterforskningsarbejder uden fejl der er kriminalforfatter på deltid til en troværdig karakter. Kemien imellem de to fungerer ligeså, så du hører ikke et ondt ord her.
Der er masser at holde af i ”Bones”, og jeg var da positivt overrasket, da jeg bestemt ikke er fan af den slags serier. Den førnævnte kreativitet er vel nok det mest overraskende, for her på fjerde sæson, er manuskriptforfatterne endnu ikke løbet tør for idéer. Mange afsnit er måske bygget ens op, men der er grænser for, hvor mange måder man kan gemme et lig på, men de grænser er manuskriptforfatterne endnu ikke kommet nær, og det i sig selv er en stor bedrift. Det er imponerende at man afsnit efter afsnit kan være lige fascineret over holdets arbejde, og de sære steder de får lig til undersøgelse fra. Humoren rammer dog ikke altid lige plet, og det hele er så ærkeamerikansk, at man til tider kunne brække sig. Der er dog øjeblikke hvor serien virkeligt stråler, og selvom disse øjeblikke kun udgør ca. 25% af de afsnit i fjerde sæson, så er det mere end nok til at holde interessen igennem de sidste 75%.
Ekstramateriale – 2/6
Slettede scener til to afsnit, et gag reel og to programmer der interviewer birollerne i fjerde sæson. Der er sikkert meget mere man kunne smide på en udgivelse som denne, og det der er, er hurtigt overstået, og næppe særligt interessant i sidste ende. Til sidst skal lige nævnes to ting. At man skriver noget så smart som ”Body Bag Edition” på en udgivelse, uden at dette åbenbart betyder noget som helst, er ikke et hit hos undertegnede. Det er det heller ikke, når man smækker 7 DVD-skiver ind i en boks, der kun er beregnet til at holde 6.
SF/Fox.
