Skriv en kommentar
15-årige Mia (Sarah-Sofie Boussnina) føler sig misforstået af sin mor, malplaceret i sine omgivelser og mislykket i skolen. Der er dog én ting hun gør bedre end det meste, og det er at løbe – og at løbe hurtigt. Når man har dette talent, kan man enten vælge at flygte fra sine problemer, eller stræbe mod målet.
Uheldigvis vælger Mia førstnævnte, og løber hjemmefra for at bo på må og få. På Strøget møder hun den charmerende Zach (Janus Dissing Rathke), der er en del af en gruppe unge lommetyve, der bor i en tom villa, og sparer deres stjålne penge sammen til deres eget hus hvor de kan bo.
En ny mulighed byder sig dog, da en løbetræner for et pigehold får øjnene op for Mias talent, og hun må vælge mellem træningstimer og konkurrence, eller sit sammenhold med gruppen og tyverierne på gaden.
Et valg der kompliceres yderligere ved Mia og Zachs spirende romance, og intrigerne der skabes af gruppens cool og kyniske leder Silja (Mette Gregersen).
Filmen præsenteres overordentligt appetitligt på skærmen med stor visuel originalitet, der både er teknisk vellykket og legesyg, især med dens brug af farvekoordination, og skuespillernes stil og styling.
Begejstringen stopper dog desværre, så snart man fjerner fokus fra hvad øjnene ser. Filmens strømlinede musikvideo æstetik og lækre bolche-farver kan ikke skjule at ”Bora Bora”, på trods af den indbydende indpakning, er ligeså hul indeni som et flashy og farvestrålende påskeæg.
Det er usikkert hvilken verden filmen forsøger at fremvise. Temaer som ’fremmedgjorte teenagere’, ’ungdomsbander’ og ’kriminalitet i ghettoer’ lyder umiddelbare som relevante nok, men jeg tvivler stærkt på, der er et reelt problem med unge grupper i designertøj, der bryder ind i herskabsvillaer og stjæler punge fra turister. Det får hele oplevelsen til at virke utroligt uvedkommende, fordi der hverken er realistisk eller symbolsk relevans. De to hovedrolleindehavere er charmerende, men dette kan ikke bære skuespilbyrden alene, når så stor en del virker på uerfarne unge. Til gengæld spildes bla. Pilou Asbæks store talent på sammenlagt 12 sølle sekunder på skærmen.
Det er svært at finde oprigtighed i dette slaraffenland af syntetisk karamelliserede farver, højspændt action, pop musik, moderne tøj og angloficeret slang. Alt virker som en overdreven leflen til MTV generationens tweens, og historien er bare en undskyldning til at præsentere tidligere nævnte virkemidler uafbrudt i lidt over en time. Det giver efterfølgende en overstimuleret og alligevel tom følelse, som om man lige har set en forvokset reklameblok.
Men selvom indholdet er intetsigende, er indpakningen aldrig kedelig. ”Bora Bora” er både visuelt støjende, og holdes i et højt tempo med energisk flow, der må kunne underholde selv de mest overstimulerede teenagehjerner, men resten af befolkning må desværre leve med frygten for et epileptisk anfald.
”Bora Bora” ligger langt fra danske teenagefilms vante realistiske setting, tørre humor og hverdagsemner, og kommer med tiltrængt fornyelse med den farverige fremstilling, dristige scenografi og favntag med musicalgenren. Desværre kommer forholdet mellem historien og sangene aldrig til at fungere. Overgangene virker malplacerede, og fremførelsen er pænt sagt mindre vellykket med halvhjertet lip-sync som prikken over i’et i pinlig.
For den generation og målgruppe ”Bora Bora” er tilsigtet skal den nok gøre lykke, men man skal ikke stille spørgsmål bag den prangende facade, for alt der vil lyde tilbage, er rungende tomhed.
