Skriv en kommentar
Det er altid dejligt, når vi ser debuterende danske instruktører. Vi bliver normalt meget begejstret for det innovative og kreative, og derfor sørger vi også for at give roser med på vejen. Desværre formår Martin Skovbjergs historie ikke at leve op til den vildskab, som der sandsynligvis er lagt op til.
Alfahannen
Den unge Simon ( Jonas Bjerril) flytter fra København til Vesterby. Her møder han den jævnaldrende Bjarke (Vilmer Trier Brøgger) , som er byens alfahan og arving til det lokale højtaleimperium. De to får et medieprojekt, hvor de vælger at fokusere på det dyriske i mennesker. De har det tilfælles, at de begge er outsiders, og derfor udfordrer de også hinanden med grænseoverskridende handlinger og bliver samtidigt tætte venner. Bjarkes far bliver dog indblandet i svindel og hans fabrik må lukke. Bjarkes verden falder helt sammen, og han begynder at opføre sig som bæstet inde i ham. Det er nu op til Simon, hvorvidt han skal forsøge at hjælpe sin ven eller søge blot.
En rodet fortælling
Skovbjerg prøver sandsynligvis at fortælle en historie om menneskets dyriske adfærd, men det lykkes desværre ikke helt. Igennem filmen sidder man, og er i tvivl om karakterernes valg og adfærd, da de på den ene side virker som ganske almindelige teenagedrenge, som elsker at objektivere kvinder – hvilket vi har set før både i andre teenagefilm. Men så kommer dette raseudfald i sorgens tid, hvilket kan virke meget provokerende og lidt unødvendigt. Desuden virker forholdet imellem de to også meget hastet. Bjarke er meget aggressiv, men der bliver ikke givet nogen forklaring eller fortolkning på hvorfor – og hvordan de så hurtigt bliver venner, da de ikke virker til at have meget tilfælles. Heller ikke Bjarkes forhold til sin hårdtarbejdende far samt blufærdige og upassende mor bliver uddybet.
Teknisk finurligheder
Filmteknikken er meget bemærkelsesværdig. I filmens første minutter er der kun fokus på Simon. Alt andet i kamarabilledet er uskarpt, og selv Simons mor og lærer fremstår blot som tåge. Havde filmen fortsat sådan hele vejen igennem havde det være meget modigt, og så måtte det enten briste eller bære. Man kan se, der er blevet sparet på budgettet idet, der bliver anvendt meget håndholdt og amatørkamera, da de to drenge filmer deres egen video. Scenen, hvor Bjarke interviewer sig selv, og derfor reflekterer over hans egne handlinger fungerer dog overraskende godt, og for første gang får en fornemmelse af sympati for hans karakter, og ikke blot som en aggressiv og skydegal teenager.
”Brakland” forsøger at portrættere menneskets vildskab i form af to teenagedrenge. Desværre virker der ikke til at være en klar forbindelse igennem handlingsforløbet eller hvordan karaktererne agerer. Derfor faldet filmen hurtigt til jorden. Idéen er der skam, men desværre er udøvelsen der ikke.
