Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Religiøse film har længe været en stor del af det amerikanske samfund. Film hvorunder kristne budskab bliver smurt så tykt på gentagne gange, at der ingen tvivl er om moralen - troen på den almægtige Gud og hans søn Jesus er det stærkeste i denne verden. Der er et hav af disse film. De er for det meste TV-produktioner med afdankede stjerner i små eller store roller, og de fleste når ikke udover landets grænser. De er lavet for det amerikanske publikum, og signalerer udelukkende de amerikanske værdier. At “Breakthrough” er en af disse film, er der ingen tvivl om fra start af. Hvorfor det lige præcis er denne film, der nu er udkommet i Danmark, er dog det store spørgsmål. Måske fordi den er baseret på en sand historie. Måske fordi Topher Grace ikke er så afdanket en stjerne, som normalt er med i denne slags film. Jeg aner det ikke, men der er ikke meget at hente for det ikke-amerikanske publikum.
John Smith (Marcel Ruiz) er adopteret fra spæd fra en mexicansk mor til et amerikansk, kristent par. Han går i kristen skole, i kirke, har venner og ambitioner om at blive en basketball-stjerne, så livet er godt. Lige indtil John falder igennem isen, og ender i et koma. Hans adoptivmor Joyce Smith (Chrissy Metz) får dog langsomt sin søn tilbage til live igennem sin tro.
Efter en alt for lang start, der understreger filmens religiøse temaer fra allerførste scene, hvor man ser John flyde i vandet med armene ude som Jesus på korset, finder filmen en mere melankolsk tone. Inden da er alt lyserødt, falsk og hamrende ulækkert at se på for alle mennesker over 11 år. Falskheden understreges i scener som når et band spiller i kirken, og lyden tydeligvis er fra en studieproduktion. I samme scene ser man børn danse rundt og elske kirkekoncerten, som var det The Beatles i 60’erne. Toneskiftet pynter en smule på skidtet, men det ændrer ikke på, at filmen stadig er skidt. Meget skidt. Alt bliver malet med store penselstrøg, og falskheden består fortsat, da alle karakterer enten igennem monolog eller dialog konstant leverer eksponering, eller bare direkte fortæller sit publikum deres følelser, dog trods alt uden at bryde den tredje væg.
Selvom dette netop ikke er en TV-produktion, lugter hele filmen stadig meget af det. Lige fra det bundhamrende elendige skuespil af Chrissy Metz til den hovedpinefremkaldende instruktion af debutanten Roxann Dawson. Alle klip og panoreringer giver filmen et amatørisk og anonymt look, der netop mest hører hjemme i TV-film. Dawson kommer dog også fra TV, hvor hun har instrueret en lang række episoder af TV-serier, og det kan tydeligt mærkes. Det er dog manuskriptet af Grant Nieporte, der sidst gav os “Seven Pounds” med Will Smith for over 10 år siden, der gør denne film til det ultimative makværk i umindelige tider. Alt er så overfladisk beskrevet med en så klar agenda, at ordet “propaganda” får en helt ny betydning. Dette virker måske på målgruppen - den del af USA, der er meget religiøs i forvejen. Resten af os kan kun ryste på hovedet, og ønske os to timer af vores liv tilbage.
Udgivelsen ser umiddelbart flot men ikke prangende ud, imens lyden er ret flad. Ekstramaterialet består af et par featuretter, der er ret så ulækre (som filmen), en slettet scene og et kommentarspor med rigtigt mange pauser og falsk latter hele vejen igennem.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Paramount.
