Skriv en kommentar
Plottet i ”Bridgerton” udfolder sig i og omkring det engelske hof omkring år 1813. Ingen telefoner, ingen biler, intet Internet. Kun velstående mødre og fædre – udadtil i hvert fald, der gør deres yderste og mest sleske for at afsætte deres ugifte døtre. Herover for en dronning, der ser ud som om hun keder sig bravt ved at skulle lægge dømmekraft til en vurdering af, hvilke af de unge kvinder, der er ’hot’ og hvilke, der er ’not’.
Mødre og døtre i 2 familier, Bridgerton og Featherington, gør deres entre i selskabslivet. Der skal gøres et godt indtryk, så døtrene kan tiltrække en sværm af bejlere til døtrene, så de ender med at giftermål af passende adelig eller kongelig byrd. Et passende parti - som måske endda kan løfte den pågældende unge kvinde og hendes familie en smule på den sociale rangstige.
Featheringtons døtre slipper ikke så heldigt fra introduktionen. Det er ikke så smart at besvime lige foran dronningen. Det går til gengæld bedre for Daphne Bridgerton, der snart bliver genstand for snak, rygter – og vidtløftige spekulationer i Lady Whistledowns sladder-pamflet. En udgivelse, der får Se og Hør til at ligne Weekendavisen. Et interessant fif, at lade oplæsning fra Whistledowns skriverier være fortællerstemmen i overgangen mellem scener.
Daphnes og familiens status ligger ikke så højt på rangstigen, så hun ser umiddelbart ud til - under sin brors kontrol og ledelse - at være afsat til den ikke særligt attraktive Lord Berbrooke. Daphne opnår imidlertid en allieret i en hertug Hastings og så er spillet gående.
Alt i alt et meget britisk drama, der udfolder sig i, hvad der for mine måske utrænede øjne ser ud som tidstro omgivelser. Kjoler, der går helt ned til gulvet. Der skal ikke afsløres for meget. Og for mændenes vedkommende tilsvarende nobel påklædning. Overdådige og sine steder ligefrem vulgære baller. Der er heroverfor – set med nutidens øjne – ikke noget at sige til, at Daphnes længsel ikke så meget går efter at opfylde familiens sociale ambitioner som efter at opnå glæde og kærlighed sammen med en mand hun rent faktisk elsker.
En længsel, der giver Daphne et mut og lettere indadvendt udtryk, som Phoebe Dynevor giver følsomt liv på skærmen. Ruth Gemmell spiller det moderlige ophav, til en vis grad parat til kompromis for at opnå position … men ikke alle. Jonathan Bailey spiller alvorstungt Daphnes bror, der nok forsøger stramt at styre søsterens valg af partner ud fra normer og ambitioner … men som selv har yderst delikate hemmeligheder. Polly Walker lægger udtryk og figur til den ufrivilligt komiske mor til 3 håbefulde Featherington-døtre og Ben Miller har ikke som hendes forknytte mand mange replikker – delvist fordi han slås med anstrengt økonomi, hvilket æder sig ind på familiens mulighed for at betale medgift.
”Bridgerton” leverer fornem dialog og delikate billeder af luksuriøse omgivelser. Ikke helt samme udsøgte niveau som ”Downton Abbey”, men med en befriende mere frimodig tilgang til fysisk kærlighed. Og med 45 romaner fra Julia Quinn, heraf 9 alene med udgangspunkt i ”Bridgerton”-universet, kan man jo nok ane muligheden for flere sæsoner af denne TV-serie.
