Skriv en kommentar
Her i fortsættelsen til Bridget Jones’ dagbog, udstilles den semineurotiske enlige kvinde igen. I den første bog fulgte vi den buttede, desperate kvindes forsøg på at finde en mand. Det bød på opture og nedture (især) og slimede,utiltalende mænd. Her i toeren er manden så i nettet, men desværre byder livet som en del af et parforhold på en hel del flere strabadser end livet som singleton (begrebet fra et’eren, der nu benyttes i flæng om enlige kvinder).
Den lækre menneskerettighedsadvokat Mark Darcy, er selvfølgelig alt, alt for smuk til den klodsede og buttede Bridget, og hun kan slet ikke håndtere de smukke, kloge, tynde advokatkvinder der omgiver ham. Derfor tilbringer Bridget megen tid med at fundere over jalousi og sig selv, og vi føres gang på gang ind i et kvindesindet i al dets mærkværdighed.
Bogen er først og fremmest velskrevet. Sproget er let og flydende og humoren driver tykt ned ad siderne. Bogen er naturligt nok delt op i dagbogsafsnit lige som etteren og vi følger et år i Bridgets liv. Noget af det mest underholdende er de små faktuelle oplysninger der indleder dagene. Her er et par eksempler:
59,5 kg (alarmerende akut fedtproduktion efter spækfyldt forældre-søndagsfrokost); 17 cigaretter (nødsituation); antydninger under forældrefrokost af mening med og normalitet i livet:0
57,5 kilo (m.f); 3 genstande; 12 cigaretter; 11 dage til Valentinsdag; minutter med tvangstanker om det feministisk set ukorrekte i at have tvangstanker ang. Valentinsdag:162, anslået (slemt)
Og hvad sker der så i ellers i Bridgets liv? Jo, der er selvfølgelig forældrene der om muligt er blevet endnu mere tossede. Moderen der jo er enhver kvindes yndlingsaversion, er gået hen og blevet fascineret af Afrika og det fører jo naturligvis alskens politisk ukorekte morsomheder med sig. Der er selvfølgelig også jobbet, hvor Bridget denne gang også udsættes for umulige opgaver og umulige, sure chefer. Bridget skal blandt andet til Italien for at interviewe den, ifølge hende, gudeskønne skuespiller Colin Firth. Manden, der også optrådte i et’eren som symbolet på den ultimative maskuline skønhed og uopnåelige erobring. Colin Firth er jo ganske virkelig og spiller Bridget Jones’ erobring Mark Darcy i filmen. Generelt væves fortællingerne om Bridgets dagligdag på fornøjelig vis sammen med hendes tanker i dagbogen. Karrierekvinden, den enlige kvinde i 30’erne og måske kvinder generelt stikkes der til, og vi kan lide det. Man når slet ikke at kede sig, med det hæsblæsende tempo bogen kører i, men man griner derimod højt flere gange, og har generelt et smil på læben langt det meste af tiden. Jagten på kærligheden fører os gennem vanvittige situationer, skøre indfald og når det mislykkes helt ned på bunden af det sorteste hul, hvor væggene driver af selvhad og lede ved livet som enlig. Men underholdende det er det altså.
Bridget Jones, der for alvor fik ansigt og form i Renée Zellweger, gør sig bedst på bog og Helen Fielding, der er forfatteren bag de to dagbøger har helt klart ramt en nerve. Selvfølgelig er alle kvinder da ikke lige så sindsyge, ustabile og neurotiske som Bridget Jones ( eller ...), men det faktum, at det at finde en mand – og helst en lækker, succesfuld en af slagsen – er noget af det vigtigste i en kvindes liv ( hvad enten de vil indrømme det eller ej) og de mange tanker om fede lår, bikinilinier, mødre, giftermål og tilfældige tvangstanker, der formodentlig er mange mænd fremmed, kan ikke undgå at få en til at nikke genkendende og ikke mindst trække på smilebåndet. For Bridget Jones – på randen af fornuft ( ja, titlen taler for sig selv), er sjov. Lige som et’eren var det. Det er lettilgængelig humor, serveret i en lettilgængelig form. Man morer sig uundgåeligt og forstår godt hvorfor bøgerne, og buttede Bridget Jones, er blevet så populære som de er.
Bogen er på 324 sider og fortrinligt oversat af Ellen Boen.
Bogen er venligst stillet til rådighed af
Lindhardt og Ringhof.
