Skriv en kommentar
Universel kærlighed på filmiske versefødder
Da Jane Campion i 1993 bragede igennem med den smukke og gribende film The Piano vendte alle øjne sig mod den talentfulde New Zealandske instruktør. Filmen blandede urromantik med storslået naturfotografering fra moderlandet og ikke mindst et soundtrack, der rangerer blandt filmhistoriens smukkeste. Men en lignende æstetisk oplevelse fra Campions hånd har ladet vente på sig. Hverken Holy Smoke (1999) eller In the Cut (2003) – der til mange drenges fornøjelse bød på en nøgen Meg Ryan i hovedrollen – vandt samme ros eller succes. Nu er hun tilbage hvor hun er bedst, med poetisk romantik i en altoverskyggende hovedrolle.
En modeinteresseret ung kvinde, Fanny (Abbie Cornish), og en fattig digter, John Keats (Ben Whishaw), forelsker sig. Alle ved det og har accepteret det, men digteren er rig på intet andet end dårlige anmeldelser, og uden penge er et giftermål uhørt. Bright Star er fortællingen om det dødvande de to hovedpersoner svæver i; en universel historie om den umulige kærligheds smerte, forstærket af 1800-tallets rigide sociale konventioner. Filmen er en svingning mellem lyse, håbefulde stunder, der blot gør lidelserne ekstra store, når alt ser sort ud for de to poesihengivne hovedpersoner.
Det er set før, men filmhistorien har gang på gang vist os, at selv den mest genbrugte kærlighedshistorie kan tryllebinde publikum (læs: Avatar (2009)) – med alt hvad det indebærer af bitre tårer og dertil indrettede lommetørklæder. Jane Campion gjorde det som sagt selv i det plotmæssigt simple trekantsdrama The Piano.
Flad realisme med æstetisk dybde
Bright Star er rig på dybde og en næsten skræmmende æstetisk overvejelse, der føjer til historiens dybde og alvor. Fotograferingen alene er uovertruffen. Da kærligheden mellem de to begynder at blomstre, vågner både framing og farver til live i et væld af synsindtryk, der på genial vis overfører forelskelsens velkendte rus til tilskueren. Og når Fanny går i sultestrejke på sit værelse og venter på Johns breve, går kameraet med kolde farver helt tæt på og afslører karakterernes kontante skrøbelighed. Også manuskriptets uundgåelige implementering af digte (der for øvrigt er ægte, da filmen bygger på en sand historie) er vellykket – og grunden til at visse passager til tider vil kede flertallet, skal ikke findes i filmens lyriske dimension.
Var der humor i 1800-tallet?
Det man savner i filmen, er de små detaljer; en momentvis realistisk deroute til en unægtelig gribende og urimelig historie. Nok er situationen mellem John og Abbie som oftest kritisk og sørgelig, men når filmen prøver at komme med morsomheder eller andre overraskelser, falder det helt igennem. Læg dertil at flere karakterer bliver intet andet end historietapet; som Fannys lillebror der er med i 50% af scenerne med ca. 3 replikker! Så vidt vides er det ikke et historisk faktum, at John Keats’ kærestes lillebror var stum, så hvorfor ikke enten fjerne ham eller give ham plads? Filmens ensidige skildring af intet andet end smerte og glæde, gør at visse passager desværre bliver kedelige.
Og det er ærgerligt, for Bright Star er rig på både om- og eftertanke, og den giver fortjent sin historie respekt. Skuespillerne får plads og tid til at tegne karaktererne med både ord og mimik. Abbie Cornish er blændende som den ulykkelige teenager, der bearbejder sine følelser ved at sy, citere digte eller udøve andre klichéfyldte handlinger. Engagementet mistes især hos Keats og hans digterven (det nærmeste vi kommer på en antagonist). De spilles ikke godt, og deres karaktertræk fremstår enten overdrevne eller uklare.
Med poetisk æstetik til et 12-tal mangler Bright Star lige det sidste, der viser, at historien virkelig er værd at fortælle (igen). Og da klicheerne vælter ind i filmens sidste halve time, trættes man; var det ikke for Abbie Cornish, ville man miste taget i filmen. Men Campion er tilbage i sin sande metier, og mangler man et godt digt at citere for kæresten, er filmen alle pengene værd.
