Skriv en kommentar
Dette er den type film, som Steve Martin efterhånden har en del erfaring indenfor. Steve Martin spiller en stille og intellektuel advokat, Peter Sanderson, som bruger for lidt tid på børnene og eks-konen og for meget tid på kontoret. Her chatter han i bedste ”You’ve Got Mail” stil med en ligesindet kvindelig advokat (tror han). Da sandhedens time oprander får han sig mildest talt et chok, da Charlene i skikkelse af Queen Latifah træder ind gennem døren. Charlene er nemlig en dømt bankrøver, som vil have hjælp til at få hendes sag genåbnet og hendes navn renset.
Filmen handler i al sin enkelthed om at Steve Martin bliver bragt i den ene pinlige og for ham grænseoverskridende situation efter den anden. Efterhånden udvikler han sig til at blive mere og mere standhaftige for til sidst at kæmpe for sin overbevisning.
Jeg blev faktisk slemt skuffet over filmen. Med fare for at fornærme læseren, må jeg konstatere at filmen er en teenage-komedie af den værste skuffe. Den er fyldt med stereotyper og klichéer. Queen Latifah spiller f.eks. ghetto-kvinden der i den grad er god til at uddele både verbale og fysiske øretæver ud. Flere gange henledes ens tanker på de gamle Bud Spencer film, hvor et stort korpus er ensbetydende med næsten overnaturlig styrke. Endvidere finder vi den hvide overklasses-bitch, den aristokratiske rigmands-enke, den liderlige kollega og selv Steve Martins rolle som arbejdsglad advokat er lidt af en stereotype. Det er som om alle rollerne er overdrevne.
Og her er vi så inde på et af filmens essentielle problemer. Filmens personer er simpelthen så overdrevne at filmen virker utroværdig. Historien hænger heller ikke for godt sammen. Sceneskift kommer gang på gang bag på én og filmen virker i det hele taget som var den klippet sammen i en fart af en komma-kritisk instruktør med manuskriptet i den ene hånd og megafonen i den anden. Derudover er der genbrug af gamle filmscener. Eksempelvis redder Charlene Peter Sandersons datter fra en liderlig teenagefest i samme stil, som John Candy (RIP) gjorde det på den ”fede” måde i ”Uncle Buck” fra 1989.
Adam Shankman, som er instuktør på denne film er manden bag ”The Wedding Singer”, har desværre ikke formået at tilføre Bringing Down the House samme dynamik og historiesammenhæng som netop ”The Wedding Singer. Desværre.
Nu er tiden så kommet til at dele stjerner ud. Steve Martin yder en middelmådig præstation, Queen Latifah skal nok holde fast i karrieren som sanger, men Eugene Levy fra ”American Pie”-filmene leverer en god liderlig kollega rolle og beviser endnu engang at han er en af vor tids bedste bi-rolle skuespiller sammen med Brian Cox selvfølgelig.
Bringing Down the House fortjener 2 stjerne ud af 6 mulige. Udover 2-3 temmelige gode grin er der nemlig et meget godt budskab gemt i filmen. Nemlig budskabet om ikke at dømme folk på forhånd udfra deres udseende eller talemåde. Det gode gamle engelske ordsprog: ”Don’t judge a book by it’s cover”
