Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Den amerikanske instruktør Jim Jarmusch har efterhånden en hel række fremragende independent produktioner bag sig: ”Stranger than Paradise” (-82), ”Down by Law” (-86), ”Mystery Train” (-89), ”Night on Earth” (-91), ”Dead Man” (-95), ”Ghost Dog” (-99) og det hele tiden udvidede mesterstykke ”Coffee and Cigarettes (-86 – 2003). Film der stort set alle også gør sig i en samling af de bedst kultfilm. Med ”Broken Flowers” har Jarmusch instrueret det foreløbig tætteste han er kommet mainstream, vel at mærke uden at give køb på kvaliteten. Cannes Festivalen var da heller ikke sen til at belønne ham med Juryens Grand Prix 2005.
Don Johnston (Bill Murray), som vi kan forstå engang var en mere end habil Don Juan (alene navnet gør det jo ikke), sidder tilbage i sit hus efter alle eventyrene - den sidste elskerinde er netop ved at forlade ham. Han har tjent de penge han skal og fremtræder træt og desillusioneret. Allerede her truer filmen med at gå fuldkommen i stå. Men som vanligt hos Jarmusch er stilstanden et varemærke – som ikke mindst Bill Murray med sit gennemførte underspil får en frygtelig masse ud af - og kun tilsyneladende.
Ind dumper et brev hos Don der fortæller, at han er fader til en søn der nu er på vej for at finde sin far. Brevet er uden afsender. Men naboen Winston (Jeffrey Wright) der så gerne vil lege detektiv får sendt Don af sted på et road trip, på jagt efter moderen til den søn, han muligvis har.
Jim Jarmusch, der altid har haft et godt øje til roadmovien – roadtrippet er vel nærmest emblematisk for hans fortællinger - lader altså sin hovedperson konfrontere en række af sin ungdoms kærester. I en traditionel fortælling ville hovedpersonen blive lidt klogere undervejs, gøre nogle erkendelser. Dette forhold er knap så sikkert her – om end det står mere og mere klart både for tilskuerne til og hovedpersonen i den ironisk/humoristiske rejse, der hele tiden dækker over et indre drama, at fortid er fortid, at det er nutiden det gælder. Der er kort sagt intet at hente hos de gamle kærester – og heller ikke den anden vej rundt! I den tavse mands møde med Laura (Sharon Stone), Dora (Frances Conroy), Carmen (Jessica Lange) og Penny (Tilda Swinton), afdækkes borgerlighed, frigiditet, afstumpethed og bitterhed. Og hvis det ikke blev gjort så grinagtigt grotesk gennem tavsheden – han har vitterligt intet at fortælle – og gennem kvindernes håbløse forsøg på at bryde den, ville det ikke have været til at holde ud.
Jeg skal ikke røbe slutningen her men blot henlede opmærksomheden på et centralt sted undervejs på Dons rejse. Et sted der på sin egen måde også viser hen til slutningen. Nemlig da Don opsøger en kirkegård for at lægge blomster ved en grav for en afdød kæreste. Det er ironisk, at Don her for første gang viser følelser – tårerne står ham i øjnene. Ikke pga. den gamle kæreste, han vel næppe rigtig kan huske – men nok så meget over den begærsfulde og forelskede fortid der er ovre – og måske først og fremmest fordi graven fremstår som et monument for, hvor han selv, i overført betydning, befinder sig i sit liv. Han fremstår som ”død” i sit liv – og døden er pludselig blevet nærværende for den midaldrende mand. Men hvor isen brydes er der vel håb! Og således har den gode ”detektiv”-nabo gjort en god gerning!
Det er blevet nævnt mange gang – men jeg gentager det gerne: Bill Murray er som skabt til rollen som Don. Men det forholder sig faktisk omvendt; Jarmusch skabte rollen til Murray. Murray personificerer en karakter der altid har været til stede i Jarmuschs film. Den på én gang cool og ironiske personlighed og den ensomme skikkelse – en moderne figur, som ikke så få, skulle jeg mene, henter en smule håb ved at opleve.
DVD-ens ekstra-materiale er holdt i instruktørens indie-kult-stil, og lever helt op til kultpublikummets skæve forventninger. Således finder vi ”Extended Scene: Girls on the bus”. Scenen er ganske kort i den færdige film – to teenage-skolepiger taler i munden på hinanden om drenge etc.; her får vi alle takesne der tydeligvis er improviseret frem. Underholdningsværdien er i top. ”Fra start til slut” består stort set af samtlige klaptræ fra scene 1 til sidste scene! Det er sådan en idé, man ville have givet penge for selv at være kommet på. Rent kult-stof! ”Jim Jarmusch thoughts on his filmmaking: Farmhouse” består af et rigtig godt telefoninterview (sådan lyder lyden) med instruktøren på lydsiden og en billedside bestående af doku-optagelser fra den gård en af Dons kvinder nu har bosat sig på.
Man savner sådan set kun et kommentatorspor med instruktøren, så havde denne udgivelse været helt i top.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
