Skriv en kommentar
Vi befinder os i Spanien. Filmens hovedperson bruger to navne: Han rigtige navn Mateo Blanco (Lluìs Homar) under hvilket han instruerer film, og pseudonymet Harry Caine som han bruger til at signere sine litterære værker. Da vi først møder ham i filmen er han blind, efter en bilulykke på Lanzerote 14 år tidligere, hvor han også mister sit livs kærlighed Lena (Penelópe Cruz). Efter ulykken reducerer Mateo sig selv til kun at være Harry Caine, da han ikke længere kan instruere film. Nu lever Harry Caine takket være de manuskripter han skriver, og den hjælp han får fra sin trofaste tidligere production-manager Judit Garcia (Blanco Portillo), og fra hendes søn Diego (Tamar Novas) der er hans sekretær og guide. En nat kommer Diego ud for en ulykke, og Harry må herefter passe ham, mens Diegos mor er ude af byen. De to udvikler et venskab, og Harry Caine begynder snart at fortælle Diego den ulykkelige historie om hans fortid som filminstruktøren Mateo Blanco. En historie der handler om et trekantsdrama mellem ham selv, hans elskede Lena og hendes mand Ernesto Martel (José Luis Gómes), fuld af jalousi, magtmisbrug og sex.
”Brudte Favntag” er som den lyder – en noget kompliceret affære. Men den er vidunderlig kompliceret. Der bliver sprunget ukritisk mellem tid, sted og handling og den ene scene er efterhånden mere følelsesladet og dramatisk end den anden. Der er knald på farverne, musikken er larmende og skuespillet er levende. Med andre ord: Almodóvar når han er bedst.
Filmen har mange træk fra film noir, og hele tilbageblikshistorien er spundet op omkring et typisk noir-trekantsdrama mellem Mateo, Lena og Ernesto. De elsker hinanden intenst, og man fornemmer hurtigt, at det kun kan ende galt. Lena er desuden med sin mørke, tiltrækkende skønhed alle karaktertrækkene som en ”femme fatale” - men hun er styret af sin kærlighed til Mateo og derfor ender hendes eget liv i tragedie. Det er ikke første gang Almodóvar lader sig inspirere af film noir, og blandt andet i filmen ”Dårlig dannelse” leger han ligeledes med genren. Stemningen i de to film minder derfor meget om hinanden, og begge film bruger springet i tiden som omdrejningspunkt, ved at lade glemte historier fra fortiden dukke op, som pludselig laver om på nutiden. Hvis man kunne lide ”Dårlig dannelse”, vil man med garanti også holde af ”Brudte favntag”.
Jeg kan simpelthen ikke sige noget dårligt om den her film – den har det hele! Og selvom dramaet indimellem kan virke en smule opkørt og skuespillet en anelse teatralsk, så skal man huske på, at der er noget, der hedder spansk temperament, som denne film altså er et tydeligt bevis på, og som i denne sammenhæng kun gør noget godt for filmen.
”Brudte favntag” får topkarakter herfra.
