Skriv en kommentar
Vi følger tre mennesker, som arbejder på en dukkefabrik i en midtvestlig by i USA.
Rose er ny på fabrikken; en ung, enlig mor, som hurtigt falder i snak med den midaldrende kvinde Martha og den unge, stille, mand Kyle. De er alle tre, hvad man med en kynisk betegnelse vil kalde for ”sociale tabere” - har kun deres arbejde og det fælleskab de har dér at stå op til og gå op i. Der sker dog forandringer, da Rose begynder på fabrikken. Godt nok sidder de hver dag ved samme bord og spiser deres McDonalds mad, mens de snakker om alt og intet – mest af alt intet. Men disse samtaler viser et godt billed af, hvordan disse mennesker er som personer. Og stille og roligt udvikler der sig et trekantsdrama imellem dem.
Rose hyrer en aften Martha, som ikke har andet at gå op i end at passe sin syge far, til at passe sin to-årige datter, alt imens hun selv tager på date med Kyle.
Denne aften ændres alt. Der er sket et mord, og vi finder som tilskuere ud af, hvor lidt der skal til før boblen brister, hvilket titlen også indikerer.
Det er mennesker, som for alt i verden ikke vil miste deres trygge hverdag. Og da Rose starter på fabrikken, sker der små ændringer, hvilket der ikke er plads til.
Tingene skal forblive som de er, og der er ikke plads til forandringer, i hvert fald ikke ifølge den midaldrende Martha. Hun har arbejdet på fabrikken i ufatteligt mange år, og har den faste rutine at samle Kyle op hver morgen i bil på vej til arbejde – og ser nok en smule anderledes på deres forhold, end han gør.
Skuespillerne i filmen er ukendte ansigter, som Soderbergh med vilje har valgt at benytte; for at få så meget autencitet ind i filmen som overhovedet muligt. Hvilket også lykkedes fuldt ud. De tre hovedkarakterer i filmen, kommer dog også alle fra fattige, belastede kvarterer, og deres spil virker derved også overbevisende. Kyle som spilles af Dustin James Ashley underspiller. Han virker meget indifferent, men hans spil virker ægte og troværdigt. Martha synes at være en underbemidlet kvinde, som søger tryghed i tilværelsen, og nok også søger at blive elsket af nogen eller noget. Hun får hvad hun har brug for på fabrikken, lige indtil Rose starter.
Rose er til gengæld udspekuleret, og hun går ind og laver ravage i den faste trummerum som eksisterer på dukkefabrikken.
Hun manipulerer den unge Kyle, og det er svært at sige, hvad hun helt præcis vil med ham. Hun udnytter også Marthas manglende evne til at sige fra, hvilket i sidste ende kommer til at gå ud over Rose selv. For der kommer et tidspunkt, hvor nok er nok.
Det er en meget mystisk og mærkelig film, som i første omgang ikke fænger specielt meget. Men efter man har set filmen, kommer den alligevel frem fra det ubevidste i timerne og i dagene efter - som aha-oplevelser. Man reflekterer videre over disse skæbner, som Soderbergh har valgt at skildre - og man tænker hvorfor?
Måske vil han vise, hvor lidt der skal til, før den trygge ramme brister, og hvor lidt der skal til for, at vi mennesker kan slå ihjel.
Instruktøren Steven Soderbergh har i det hele taget vist sig at være af en lidt speciel støbning. Hans værker er utrolige forskellige; han har lavet storfilmene Ocean's 11, 12 og 13. Derudover har han lavet en del smalle film, som denne. I en helt anden genre, end disse store Hollywood film. Man kunne forledes til at tro, at han kun laver disse storfilm, for at få mulighed for at lave sine små eksperimenterende film. Det er dejligt at se en intruktør, som tør gå en anden vej end den slagne.
