Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det kan godt være at han skød papegøjen med Exorcisten i sin tid, men William Friedkin må være alene om at han igen har begået en genistreg. På ekstra materialet fortæller han hvordan han slet ikke kunne slippe tanken om BUG omsat til film, efter at han havde læst Tracy Letts skuespilsmanuskript. Jeg havde det lige omvendt med filmen og tænkte: Lad mig dog blive fri for at se mere!
Tanken om at lade paranoia'en stå i ligevægt til tvivlen om der rent faktisk er tale om eksistentielle insekter under huden, fejler for så vidt intet. Men hvor bliver det da kedeligt og intetsigende på det store lærred i denne omgang. Et klassisk eksempel på at der bare er nogle ting som man skal holde sig fra. Ashley Judd har travlt med at på kalde sig åben mund og polypper gennem samtlige 98 minutter, som jeg har mistænkt for i dette tilfælde at indeholde 120 sekunder hver frem for de normale 60. Harry Connick, Jr gentager sin rolle fra Copycat. Bad Guy, som laver lidt onde øjne, uden sådan at blive rigtig farlig. Michael Shannon leger selvbestaltet tandlæge og synes vist selv at det er så evig gruopvækkende at flå sin tand ud. Med andre ord, de tre karakterer Jerry, Peter og Agnes er grænseløst ligegyldige, og filmen er en stor plage (og insektplage). Det mest morbide er nærmest hele søsætningen. Agnes' telefonopkald uden afsender er ikke en brik uhyggelige, ej heller interessante. Ja, tilmed er den første halve time gammel vin på nye flasker. Et klassisk trekantsdrama (dog minus substans), udvikler sig til to elskende + en sur ekskæreste som kan afrundes til en omgang lagengymnastik efterfulgt af et insektbid – og så er fanden løs i Laksegade!
Filmen er en drama-thriller, men sælger sig selv som en horribel og forstyrrende gyser, som man nærmest ikke har set magen til. Det sidste er dog så evig rigtigt, uden at man skal lægge noget positivt i det! BUG slutter med et peak og så en gang rulletekster. En opskrift som er set før, så publikum helst skulle sidde og tænke WOW! Jeg tænkte blot: YES!
Egentlig er det paradoksalt at det er så tydeligt at Friedkin har en ufattelig detaljerigdom og grundighed indlagt, når man i sidste ende så får så lidt for pengene. Om det så handler om kulisser eller dialog eller helt andre ting, så drukner det i en sær masse af ingenting. Da paranoia'en i sidste ende har grebet Agnes og Peter, opleves Jerrys bank på døren, som et jordskælv. Jerrys tilråb føles som en hel politisktyrke og helikopterovervågning – og hvad gør man så? Finder en kraftig hæfteklammer. Ej, det er i daglig tale bare en regulær OM'er. Måske er det bare Friedkin som synes at BUG er en menneskeret, men jeg ville nok gerne have haft forlægget omdelt til folkeafstemning inden.
Film plejer som regel enten at egne sig som sofistikeret tænketank – eller som hurtig sofa-underholdning. BUG er ikke i nærheden af at tilhøre den første kategori. Og skulle den være søndags-trivial, så skulle det da være i tilfælde af at man smider sig på langs, trækker dynen op over sig, vender hovedet bort fra skærmen og sover ud oven på decembers udskejelser. BUG er i bedste fald baggrundsstøj, med det lille NB at man jo tilmed kan overveje at slå lyden fra når man snupper sig en lur.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.
