Skriv en kommentar
De fleste film om undergravende virksomhed, kommer ufrivilligt til at handle om biljagter, stoffer og masser af vold, men belgiske og oscar-nominerede “Bullhead” excellerer med et gennemgribende karakterstudie af fjendens ansigt. Faktisk redder den hormonpumpede hovedperson filmen, og fjerner fokus fra den noget tyndbenede historie om den tidligere farmers skyggefulde aftale med en mafioso-metodisk slagteriforhandler. Da en agent bliver dræbt og en kvinde fra fortiden viser sig, er farmeren Jacky nødt til at konfrontere sine dæmoner og stå overfor konsekvenserne af sine fatale beslutninger.
Jacky ser ikke sig selv som en hårdtpumpet steroidbombe, men er forsinket af sin egen historie, hvilket pådrager ham manglende selvtillid. Dette gør ham til en spændende og modvægtig hovedperson, hvis nuanceflade ligger langt fra Van Damme og Vin Diesels enstrengede action-figurer. Skønt Jacky er en lille dreng indeni, synes han ligeså stor som ti okser udenpå (ikke helt ulig Kim Kold i “10 timer til paradis”), og det fortælles at denne modsatrettethed skyldes en tidlig og ulyksalig kastraktion.
“Bullhead” bliver desværre en undskyldning for at fremstille én persons ulyksaligheder, og hænger derfor svært sammen med resten af den (ikke)eksisterende handling - filmen elsker at dvæle ved det ufortalte, det langsomme, men virker i denne sammenhæng som et hurtigt skjul for filmens tynde handling. Derfor må filmen gentagne gange gribe til klicheernes hurtige løsninger og serverer herigennem et twist, der skulle chokere og overraske a la “The Usual Suspects” (1994), men både er forudsigeligt og kedeligt.
Filmen forsøger at diskutere maskulinitet igennem dens hovedperson, hvis modsætningsprægede fysiske og mentale status ligefrem skriger på en psykosomatisk tolkning - Jacky forestår med sine ophedede muskulatur som en arketypisk mandsfigur, men har altså mistet penis og er derfor sænket af sin fysiske mangel. Dette præger hans mentale balance og river ham ud af den maskuline rolle, han ellers har forsøgt opdyrket. Igennem flash-backs oprulles hans livshistorie, der i grunden er sørgelig, men svær at sammensætte med den præsenterede person, hvilket gør den til en noget uligevægtig oplevelse.
“Bullhead” er bedst ved det borende karakterportræt; den tavse vold, der hærger Jackys sind. Men “Bullhead”’s handling mangler i høj grad noget Jacky også higer efter: nemlig nosser.
