Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Hvis der endelig var en skuespiller som jeg gerne ville begrave levende, så er Ryan Reynolds et godt bud – af to årsager. De præstationer som han har bidraget med hidtil, har været ganske afskyelige. Dernæst fik han Scarlett Johansson på krogen (det er vist ovre nu), og hun skulle jo have været min...
Men revanchen er helt og holdent Reynolds' i denne omgang. Ikke så meget for hans evner i kassen, for rollen kunne såmænd nok have været spillet af rigtig mange uden at det havde gjort noget. Men der bliver altså leveret, for mage til klaustrofobisk oplevelse, skal man lede længe efter. Paul Conroy er lastbilchauffør i Irak. Han vågner op i en kiste, levende begravet, efter et overfald af irakiske ekstremister. Han har en lighter og en mobiltelefon på sig. Det er alt.
Panik! Klart nok. Langt hjemmefra, gemt af vejen, under jorden. Værre kan det næsten ikke blive. Vi er med i mørket i samtlige af filmens minutter, og angsten er til at tage og føle på. Man smelter hurtigt sammen med figuren Paul og den håbløse situation bliver allestedsnærværende for den enkelte seer. Uanset om det er scenerne hvor han er grædefærdig, scenerne hvor han via mobilen forsøger at få kontakt til omverdenen eller scenen hvor en slange baner sig vej ind i Pauls kiste. Det er nærmest hjerteskærende.
Ikke nok med at Pauls situation ikke kan blive meget værre, så kan man næsten ikke forestille sig ydre omstændigheder der kan påvirke situationen yderligere negativt. Men dels hans telefonopkald til sin demente mor er ufatteligt gribende. Et presset menneske som spiller rolig, for ikke at bekymre modtageren, jamen det er næste ikke til at holde ud at se på. Og husk så at det jo er en selv, som skrevet ovenfor.
Filmen har også et uhyggeligt klimaks, som naturligvis ikke skal afsløres her. Men det passer helt genialt ind i den positive suspence-bølge, som det er lykkes nyere tids film at ramme. Små beskedne økonomiske værker som f.eks. The Blair Witch Project, Paranormal Acitivity, The Silent House, Rec/Quarantine og hvad de alle hedder, har formået at få folk op af stolene i stedet for dyre, overdrevne og kliché-fyldte blockbuster-forsøg.
For første gang i lang tid, rammer Hollywood præcist i små armbevægelser, ved at skele til tidens tand, og Buried er tæt på at være mere independent end mainstream. Det er dog som paranoia-projekt at man skal bedømme Buried i sin helhed. Man er fastspændt til stolesæddet, og det er ganske overraskende hvordan det er lykkes at holde så effektiv en handling ved at arbejde i real-tid med blot en enkelt skuespillers formåen. Dog er der gode præstationer blandt telefonstemmerne leveret af bl.a. Steven Tobolowsky (En Ny Day Truer, Mississippi Burning) og Samantha Mathis (The New Daughter, American Psycho).
Buried er en helstøbt film om hvor hurtigt katastrofen kan indtræffe og hvordan menneskets psyke arbejde under ekstremt stress og pres, når det gælder et spinkelt håb om overlevelse. God fornøjelse!
Filmen er venligst stillet til rådighed af: Scanbox.
