Skriv en kommentar
En mand, en kiste og 90 minutter. Så simpelt kan man beskrive handlingen i den minimalistiske thriller Buried. Skal nuancerne med, er man dog nødt til også at sige mobiltelefon og Zippo-lighter, for disse to remedier har amerikaneren Paul Conroy trods alt fået med sig ned i den kiste, hvori han er levende begravet.
Paul arbejder som civil lastbilchauffør i Irak, men kidnappes og bliver altså levende begravet et sted i den kæmpe, golde irakiske ørken. Alt dette er vi som tilskuere dog aldrig vidne til, for i løbet af filmens halvanden times spilletid forlader fortællingen på intet tidspunkt kisten. Pauls desperate kamp for at komme i kontakt med omverdenen skildres udelukkende på halvanden kvadratmeter i Zippo-lighterens skær – langt under jorden.
Det er modigt af den spanske instruktør Rodrigo Cortés. For hvordan udvikler man en historie med så stor en fortællemæssig restriktion uden at miste publikums interesse? Især i denne digitale tidsalder hvor biografgængere er så vante til store, eksplosive actionbrag med lærredet propfyldt af computergenerede effekter.
Langt hen ad vejen lykkes det Cortés at bibeholde tilskuerens bevågenhed. Med brug af simple virkemidler – såsom flere sekunders mørke og kun lyden af Pauls besværede, hæse åndedræt – formidler instruktøren på glimrende vis Pauls følelse af indelukkethed. På denne måde proppes publikum nærmest ned i kisten, og der i biografmørket begynder klaustrofobifølelsen så småt at krybe ind under huden. Det er klogt af Cortés, for det er ikke alene effektfuldt, men også med til at holde fast i publikum, da følelsen af indelukkethed skaber en øjeblikkelig forståelse for Pauls situation og et håb om, at han undslipper kistemareridtet.
I rollen som Paul ses Ryan Reynolds, som er god og troværdig, omend han ikke har samme kant og indfølingsevne som den glimrende Colin Farrell, hvis en-kvadratmeter-fængsel var en telefonboks i den lignende Phone Booth fra 2002.
Efterhånden som Buried skrider frem, kan filmen dog ikke undgå støde ind i trivialiteten. Især de mange telefonopkald, Paul foretager sig, begynder at virke ensformige og fortællingen mister pusten. I forsøg på at vække handlingen til live får Paul uventet besøg af en slange, men scenen forekommer mere uvirkelig og direkte tam end spændende. Og selvom Cortés imponerer med opfindsomme og mageløse kamerabevægelser – kulissens rumfang taget i betragtning – kan tilskuerens interesse ikke undgå at dale i samme takt som Pauls mængde af tilgængelig oxygen.
Håbet om, at Paul kommer til at opleve dagslys igen, forsvinder dog aldrig, og en stærk slutning får filmen flot i havn. Buried viger aldrig fra sin enkle præmis, hvilket er både beundringsværdigt og forfriskende og med til at efterlade filmen som en imponerende hyldest til simpliciteten.
