Skriv en kommentar
Pa en færøsk ø kaldet Fugloy bor syv indbyggere. De lever som traditionen byder dem af jagt, fiskeri og landbrug. Stedet er i stagnation, og kun de mest indædte sjæle bliver tilbage. Resten rejser til Danmark eller andetsteds for at få mere interessante ting at lave og del i bylivets glæder. Glæder som man er langt fra og langt fra ønsker sig på Fugloy.
Her fanger man fugle med net, og brækker derefter resolut halsen på dem. Vi ser også en vædder, eller et får, hvilket dyr er jeg ikke helt sikker på, få hovedet skåret af, skindet ligeledes flået af og vi ser, at der saves godt og grundigt i karkasset hvorefter indvoldene pludselig vælter ud. Sådan er det på Fugloy.
Men det er også ensomhed og ændrede tider. Beboerne har selv lagt mærke til, at der er blevet mærkeligt stille og ja vel også lidt kedelig at være i det affolkede samfund. Men optimismen er der altid. En mand ved sin faxmaskine mener således i ramme alvor, at alle de nye kommunikationsmuligheder kan få folk til som i en nybølge af tilflytteri at slå sig ned på Fugloy, fordi disse medieformer, i modsætning til tidligere tiders tvungne isollerethed muliggør helt nye interaktioner med omverdenen.
En ældre kvinde, der mest fordriver sin tid kryds-og-tværser, mener omvendt, at stedet er dømt til at blive et sommerhuskvarter, og tilføjer, at ingen vil leve på Fugloy, som det er nu.
En anden, lidt yngre mand, udtaler, at det i byen ikke er, som her på Fugloy. Der er ingen får at tage sig af, og så er der jo ikke meget ved livet. Han bryder sig heller ikke om at danse, og går helst og fifler med lidt teknik. Men om denne unge mand nogensinde vil kunne finde en partner på Færøerne og blive gift, som det sømmer sig for en rask ungersvend, det er et åbent spørgsmål, der trækker sørgeligt i retning af dybest set at være lukket.
Instruktøren Teitur Árnasons er lykkes fantastisk med at få disse mennesker til at agere som om, at kameraet aldrig har været der. De medvirkende fremstår aldeles som ægte og oprigtigt værende dem selv, skønt deres medietræning tænkes begrænset.
Burturhugur – Færøske observationer er en tankevækkende film om et samfund beboet af folk, hvis stemmer vi ellers aldrig får at høre. Filmen starter med et overblikssyn fra en helikopter, og slutter med samme, som accentuerende observationen. Vi kommer på besøg, observerer og tager hjem til vort eget igen, et indblik i tilværelsen rigere.
Nordatlantiske Biodage er således slut for i år, men Biodagenes kurator Birgir Thor Møller lover en ny omgang Biodage til febuar 2008, hvor det gennemgående tema er nordatlantiske road movies. Titlerne på henholdsvis d. 14., 21. og 28 febuars film bliver Katrin Ottársdottirs Bye Bye Bluebird fra 1999 som er en slags nordatlantisk pendant til Thelma og Louise, Fridrik Thor Fridrikssons Cold Fever fra 1995 som er en slags Jim Jamusch lignende komisk road movie (i øvrigt med Jim Stark, som har produceret flere af Jarmusch’ film, med på manuskriptet) og endelig Jacob Grønlykkes Lysets Hjerte fra 1998 der tager konflikten mellem modernitet og tradition i det Grønlandske samfund op, og som da den kom frem var den første Grønlandske spillefilm i nyere tid.
Men som på årets netop afsluttede Biodage tages der forskud på begivenhederne med et særarrangement d. 7. febuar hvor Ragnar Bragasons Forældre fra 2007 vises, ledsaget af instruktørens præsentation og drøftelse af filmen.
