Skriv en kommentar
”Buster skal genindspilles”. En nyhed som fik denne anmelders mundvige til at pege nedad og armene lagt stramt over kors. Jeg kunne ikke få øje på det geniale i at snuppe en 80’er-klassiker, og gøre den til noget topmoderne anno 2021. Som om at den gamle Buster-film ikke stadig begejstrer og underholder!!! Sporene skræmmer med tanke på en lang række film, som det absolut ikke har været nogen fornøjelse at stifte bekendtskab med igen. Karate Kid med Jackie Chan og Jaden Smith var absolut ikke nogen værdig aftager, og hvem husker ikke da Ghostbusters blev udstyret med kvindelige spøgelsesjægere (træk bare krænkelseskortet, men det var altså sølle). På vores breddegrader mindes jeg Bertram og Co. som et skræmmeeksempel på dårlige føling. Frygten var derfor at Buster Oregon Mortensen ville blive alt for street og væk fra vinduet i forhold til Mads Bugge Andersens charmerende tryllekunstner.
Udstyret med hvæsset kniv, håndgranater og giftige mixturer satte jeg mig til rette i biografsædet, og gjorde klar til et regulært blodbad. Efter 20 minutter, så… smed jeg våbnene i skraldespanden, for mavefornemmelsen var kraftigt ændret, og da rulleteksterne efter 1½ times bussemænd i bølgepap dukkede op på skærmen, så havde jeg viftet med det hvide flag og måtte erklære, at i Buster Oregon Mortensen (i Manfred Weber Cortzens skikkelse), så havde den danske ungdom fået sig en ny helt. Martin Miehe-Renards friske opdatering må tildeles hele 5 stjerner – en mindre end originalen – og her er hvorfor…
Den nye Buster-film er først og fremmest en nyfortolkning, så absolut ikke alt er, som det plejer. Buster er dog stadig en original, en skæv dreng med en meget fri opdragelse, men hjertet er på rette sted. Skønt fremført af Manfred Weber Cortzen som gør den nye Buster mere end elskelig. De øvrige børneskuespillere gør virkelig også en god figur og giver Buster masser af med- og modspil. Et yderlige genialt cast som f.eks. Magnus Millang og Ibi Støving som Busters forældre, hvor mor er bindeleddet i familien, mens far er meget mere laissez faire og spontan. Magnus Millang får lov til at spille Magnus Millang, hvilket er klædeligt, og det samme gælder for castingen af Linda P. som blomsterdekoratøren Irma, hos hvem Buster får et fritidsjob. Irma-karakteren fyrer Linda P-humor af, men har også en dejlig omsorg for Buster, selvom der altid er en kvik kommentar på læben. Henning Jensen som Hr. Larsen er Busters mentor og læremester. Hans rolle får afgørende betydning for Busters udvikling. Så selve skuespillerne kan der ikke sættes en finger på.
Det gælder også replikkerne, substansen og selve manuskriptet. Først og fremmest er det imponerende, hvor godt balanceret referencerne fra den gamle film går hånd i hånd med at opretholde en nutidigt miljø. Det er sgu en bedrift i sig selv. Detaljerigdommen og nuanceringen i Busters tilværelse sidder lige i skabet. Jeg fatter ikke, at man kan få så mange ting presset ind på blot 90 minutter. Ikke en eneste scene er bleg eller ligegyldig, men bare solidt håndværk. Der går ikke et skår af Buster-figuren uanset, om han så lykkes, fejler, glædes eller skuffes. Man er med ham i samtlige handlinger og omhandlinger. Og apropos handling, så er omdrejningspunktet stadig at selv en lille lort kan blive til noget stort. Buster vil gerne vinde en talentkonkurrence ved sommerfesten i Brønshøj. Det kræver træning og fuldt fokus, men når nu en ny pige i byen stjæler Busters opmærksomhed, når lillesøster drilles med sit handicappede ben og når Hr. Larsen bliver syg og kommer på hospitalet, så er det ikke nemt at holde pæren på plads. Buster må lære at stå på egne ben, og samtidig være tro mod den han er.
Produktet er en hjertevarm forestilling, som er elegant doseret og afvejet i forhold til at kunne begejstre et nyt publikum. Det er faktisk med stor glæde at kunne annoncere, at vi nu i Danmark har hele to rigtige gode Buster-film.
