Skriv en kommentar
Vi introduceres til hovedpersonen Johnny (spillet af Joaquin Phoenix), mens han er på arbejde. Han er en hårdtarbejdende radiojournalist, som rejser rundt i USA's storbyer og laver interviews med unge mennesker om deres drømme og bekymringer for fremtiden. Pludselig får han et opkald fra sin søster Viv (spillet af Gaby Hoffmann), som beder ham om at tage sig af sin niårige nevø Jesse (spillet af Woody Norman) for en periode, da Viv kæmper med Jesses far/sin indlagte mands psykiske lidelse. De tager på en intens og uventet road trip sammen, da Johnny bliver nødt til at tage Jesse med på arbejde.
Filmen er holdt i sort/hvid, hvilket sætter en stemning af autenticitet sammen med det underliggende, klassiske musikstykke af Debussy ”Clair de lune” som afdæmpet, melankolsk klangtæppe og som intensiveres i sidste del af filmen. Samtidig fungerer hovedpersonens stemme som voice-over i indledningen, hvor hele menneskets følelsesregister fra glæde/eufori til sorg/tristhed, sanselighed og kroppens forunderlige bevægelighed registreres og opridses med hovedpersonens rolige, afbalancerede stemme. Filmmageren Mike Mills valg med at skyde filmen i sort/hvid fungerer også på et mere abstrakt og filosofisk plan og sammen med filmfortællingens flashbacks/fortid, nutid og fremtid får Mills gjort storbyerne: L.A., New Orleans og N.Y.C. til deres egen ’persona’ i nærværende film ”C’MON C’MON”
Johnny læser godnathistorie for Jesse ”The Wizard of Oz” (musical fra 1939), hvor hovedpersonen Dorothy siger: ”There’s no place like home”, som er med til at underbygge Johnnys eksistentialistiske tankerække om ’væren i verden’. Især det at gå gennem verden/storbyerne med et barn i hånden og knytte bånd til Jesse og indgyde mod, nysgerrighed og livsglæde i drengen, og håbe på alt det bedste for Jesse i denne ”strangely beautiful world”.
Som altid sætter den amr. filminstruktør og multikunstner Mike Mills introscenen med hovedpersonen. I
”Beginners” fra 2010 er det Oliver spillet af Ewan McGregor og i ”20th Century Women” fra 2016 er det Dorothea spillet af Annette Bening og i C’MON C’MON fra 2021 er det Johnny spillet af Joaquin Phonix. Mills formår på ganske få minutter i introscenen at ’vise’ hovedpersonens sindsstemning og grublende tanker. Fælles karaktertræk for de tre hovedpersoner er følsomhed, omsorg, egenrådighed og frihed. Sidstnævnte kommer særligt på en prøve, da de tager deres livsopgave på sig ved at ’vælge’ at tage ansvar for et tæt familiemedlem; en far, en søn/teenager og en nevø/lille dreng. Her gennemgår alle tre hovedpersoner en eksistentiel transformation og oplever kærlige, ærlige, trælse og pinlige situationer med deres medmennesker. Den største livsopgave bliver at ’sluge’ nogle sandheder og fortrængte sider om dem selv. Her får filmene karakter af at være en slags erkendelsesproces for hovedpersonerne. Samtidig sørger Mills for, at persongalleriet eller hovedpersonen også fungerer som voice-over f.eks. hvilket årstal filmen tager sin begyndelse i og giver en hurtig indflyvning til den politiske, kulturelle og kunstneriske kontekst stærkt krydret med elementer fra dokumentargenren.
Mike Mills har gjort det for tredje gang i træk med ”C’MON C’MON”, lavet sin helt egen humanistiske, eksistentialistiske film, hvor skuespil, cinematografi, fortælling og musik går op i en højere enhed visuelt og fortællermæssigt. Og så er det en film om at være menneske i denne ’strangely beautiful world’, som hovedpersonen Johnny funderer over fra begyndelse til slut i Mills smukke og eksistentialistiske mesterværk.
