Skriv en kommentar
Juleaften, 1960 fødes Zachary Beauleiu som den fjerde dreng i en familie af fire brødre. Igennem 60’erne og 70’erne følger vi en almindelig arbejderfamilies ikke helt almindelige liv. Brødrene har vidt forskellige personligheder og faderens og moderens kærlighed til børnene og familiens forsøg på at opnå en form for lykke, præger filmens univers. Igennem en meget speciel stil, skildres Zacs og familiens liv derfor gennem en form for magisk realisme, der hele vejen igennem balancerer usædvanligt fint.
Filmen er således på en gang ganske realistisk, underfundig, morsom og speciel. Til tonerne af tidens musik føres vi således gennem et portræt, der fungerer fremragende på flere planer. Først og fremmest er filmen et portræt af et menneske, der vokser op og bliver til et helt menneske, derudover er den et tidsbillede af en arbejderfamilie i tresser og halvfjerdsernes Quebec, og endelig er den en karakteristik af en periode i nyere tid. Filmens fantastiske univers integrerer en egenartet stil, der mixer underspillet humor med seriøse emner som utilpasset homoseksualitet og problematiske familiemønstre.
Filmen fortælles næsten helt og aldeles ud fra Zacs synsvinkel og derfor åbnes der op for det drømmende og fabulerende aspekt, der giver filmen dens ekstra kraft. Dertil krydres med tidens musik, som sangeren Aznayour og Patsy Clines klagende kærlighedssang, der knytter sig til faderens univers. Imens ser vi Zak benytte sig af og blive påvirket af tidens strømninger, som Pink Floyd, Rolling Stones og ikke mindst David Bowie. F.eks. er der en meget stærk scene, hvor Zak spiller luftguitar til Bowies fantastiske ”Space Oddity”, en scene der siger meget om Bowies univers men endnu mere om Zaks underlige univers, end det ville have været muligt at fortælle på andre måder.
Igennem hele filmen er man fanget ind i en hypnotiseret tilstand, hvor man både krummer tår til familiens pinlige episoder og griner til deres kærlige og underfundige øjeblikke.
C.R.A.Z.Y. er således slet ikke så tosset, snarere tværtimod; for den forfører en ind i et univers af levende personer, der både gør det gode og onde ved hinanden.
Personligt kender jeg ikke meget til Canadisk film, udover David Cronenbergs specielle univers, men jeg husker også stadigvæk teaterinstruktøren Robert LePages ligeledes fabulerende og specielle ”Far side of the Moon” fra 2003. Den havde lidt af den samme specielle stemning, der præger C.R.A.Z.Y.. Således fremstår disse film som glimrende udførte håndværk, der bibringer de filmiske univers ekstradimensioner, med deres ambitiøse hang efter at beskrive mennesker og universer igennem specielle og gennemførte visuelle universer.
Det er sjældent, at man føler sig så draget til en film, som det er tilfældet med Jean-Marc Vallées film. Filmens skuespil er virkelig også værd at runde for hver enkelt person i universet er gennemført på en gang karikeret og levende. Brødrenes forskelligheder vises elegant gennem typer som den Sporty, den kloge, den selvdestruktive, Zak, den utilpassede og efternøleren. Mens faderen og moderen sat i scene af henholdsvis Michel Côté og Danielle Proulx også virker gennemførte. Zak spilles som dreng af instruktørens charmerende søn, Émile Vallée, mens teenageårenes Zak spilles af Marc-André Grondin, som pressematerialet kalder Canadas svar på Gael Garcia Bernal. Sammenligningen forstår man godt, for med tankerne på Almodovars „Dårlig dannelse“ og Bernals præstation her, ligger sammenligningen lige for. Grondin besidder således den særlige aura og indestængte følelsesliv, der skinner igennem på skærmen og giver C.R.A.Z.Y en ekstra dimension.
Filmen er derfor en af årets ekstraordinære filmoverraskelser i dansk biografdistribution, og det bør, man ikke snyde sig selv for.
