Vi så i 2017 med mesterværker som "Moonlight" og "God's Own Country", hvordan temaer som homoseksualitet og ensomhed vs. fordomme og identitetsmobning desværre er noget, der alt for ofte går hånd i hånd i mange kulturer. Ang Lee's "Brokeback Mountain" (2005) startede bølgen, og man kan vel sagtens kalde den for en skelsættende film, der har muliggjort de føromtalte film, som har været med til at nedbryde tabuet. Hvor "Moonlight" på fremragende vis fremstillede den skræmmende og primitive homofobi, der stadig hersker i machomiljøer, og den store ulykkelighed og mobning, som den implicerede hovedperson i filmen, Chiron, må gennemgå, havde "God's Own Country" en anderledes afdæmpet, men også barsk tone, der fremhævede den enorme ensomhed, der også er en faktor, når man afviger fra de fasttømrede normer i samfundet. "Call Me By Your Name", der er baseret på André Acimans anerkendte roman, har dog en del mere humor med, specielt i James Ivory's manuskript i forhold til de andre film, og det er mere end vellykket, men grundtonen i filmen er stadig dybt alvorlig. Og det passer denne fantastiske coming-of-age film helt perfekt.
Kærlighed i luften
FIlmen foregår et sted i Norditalien i 1983, hvor den 17-årige Elio (Timothée Chamalet) forelsker sig dybt i sin fars sommerpraktikant Oliver (Armie Hammer), der også skal bo hos Elios familie. Faderen (Michael Stuhlbarg), der er professor i græsk-romersk kultur, og hans kone Annella (Amira Casa) falder pladask for den charmerende Oliver, og skønt Elio først forsøger at skjule sine store følelser, bliver han hurtigt håbløst forelsket i Oliver. Det bliver en sommer, som både forandrer Elios verden og hans syn på kærligheden for altid.
Stortalent og præcis instruktion
Den 22-årige amerikaner, Timothée Chamalet, er måske det hotteste unge navn i Hollywood lige nu. Og med den præstation han ligger for dagen i "Call Me By Your Name", behøver jeg ikke nogen længere forklaring på hvorfor. Han er ekstremt nærværende i rollen som den konfliktramte Elio, og hans Oscarnominering er fuldt ud fortjent. Chamalet formidler alle de komplekse følelser, som en 17-årig dreng nu engang går igennem, til perfektion, og hans udtryksfulde ansigt og øjne er fyldt med spændende nuancer og indtryk, som han tillægger Elio. Kemien imellem ham og den meget talentfulde Armie Hammer's Oliver i filmen er både naturlig og rørende. I filmens mest intime scener virker Elio og Olivers forhold ekstremt realistisk, og der skal også gives stor ros til Luca Guadagnino for at instruere med så rammende præcision. Filmens mest rørende scene kommer i slutningen af filmen, og den skal naturligvis ikke afsløres her. Men den involverer bl.a. Michael Stuhlbarg, der måske giver sin karrieres bedste præstation som den forstående og kærlige far.
En fantastisk film på alle parametre
Teknisk fungerer filmen også på et filmisk meget højt niveau. Sayombhu Mukdeeprom cinematografi er dynamisk og medrivende, hvorpå han får de overvældende smukke billeder af Italiens natur til at falde godt sammen med historien. Sufjan Stevens' musik er glimrende, og fungerer nærmest som Elio's anden stemme i filmen. Når Elio skriver sine tanker ned på papir, og musikken spilles som en slags modsvar i baggrunden, er det et frækt plotelement, og det fungerer til fulde i filmen. James Ivory's manuskript er, som nævnt før, ikke bange for at bringe noget humor ind i historien, og han har tydeligvis respekt for sit kildemateriale. Ivory gør sig umage i at fremhæve, at Oliver er præcis det, som Elio har brug for. En, som kan støtte ham ubetinget i forhold til hans seksualitet, og som åbenlyst forstår, hvad han kæmper med. Det er en fin detalje, når Elio akavet får fremstammet, at Oliver er den eneste, som han kan snakke med disse ting om. Det er disse små elementer og detaljer i manuskriptet, der gør, at vi virkelig føler så meget for Elio.
Luca Guadagnino's eminente "Call Me By Your Name" får derfor en brandvarm anbefaling herfra, og mens man er ved det, kan man jo altid få set de ovennævnte film, hvis man på forunderlig vis ikke har fået set dem endnu.