Skriv en kommentar
11. september er en af de mest betændte øjeblikke i den amerikanske historie. Ikke nok med, at det største terrorangreb på amerikansk jord fandt sted, så markerede det også indledes til en tid, hvor vores borgerrettigheder langsomt er blevet skærpet og, hvor snesevis af folk er blevet tilbageholdt forskellige steder, bare fordi der har været en mistanke om, at de måske kunne finde på at lave noget ulovligt.
Det er i vores meget uhyggelige tid, at Camp X-Ray studerer livet på den mest berygtede fængselsbase på Guantánamo. Her møder vi den nye menig Cole, der spilles af Kristen Stewart, som ellers er mest kendt for Twilight-filmene. Hun ender med dagligt at tale med Ali Amir, en fange, der spilles af Peyman Maadi, som nogle måske kender fra den iranske film En separation (2011).
Det er en rystende verden som vi begiver os ind i. Fangevogterne bliver oplært til at hade fangerne og give dem skylden for deres problemer. Vi får faktisk ikke fortalt, hvorfor fangerne befinder sig på basen, fordi vores hovedkarakter aldrig gør, hvilket gør det endnu mere foruroligende, at for at overleve i sådan et miljø bliver man nødt til at ignorere menneskene omkring én. For tænk engang, at dem, der skal holde folk låst inde i en torturcelle slet ikke gider, at finde ud af, hvorfor de skal holdes bag lås og slå.
Fangevogterne er mere interesseret i at gøre livet surt for dem, end for at gøre forholdene anstændige.
”Vi er alle fanger” som Ali siger.
En duet i fængslet
Kulturen er det filmen gerne vil debattere, men det primære fokus er forholdet mellem Ali og Cole.
Cole agerer repræsentant for publikum, fordi hun reagere som en normal person ville, men desværre bliver hun bare ikke spillet særlig godt. Karakteren er ganske vidst interessant og let at sætte sig ind i, fordi det flere gange bliver fremhævet, hvor magtesløs hun er, men Kristen Stewart kan bare ikke levere mere end sit døde blik, og derfor lærer man hende aldrig at kende som person. Ali er derimod meget mere nuanceret, fordi han til tider virker afdæmpet og på alle måder uskyldig, men så pludselig gør noget som en tilregnelig person aldrig ville gøre. Der bliver spillet meget på, at vi ikke ved, hvorfor han er blevet låst inde og, derfor tænker man hele tiden, at han må da have gjort noget ondsindet, selvom det måske ikke er tilfældet. Sådanne tanker er tegn på, at terroristerne har vundet.
Filmen mangler lige det sidste inden den bliver virkelig god. Filmhåndværket er kompetent, Peyman Maadi, kendt fra En separation er troværdig som en desperat fange, uden nogle positive udsigter, men Kristen Stewart, der ellers skulle vise, at hun kunne lave mere end mainstream tøsefilm, evner ikke at løfte opgaven, og give os et indblik i den nødvendige psyke, for at overlever i sådan et miljø, der i sidste ende forhindrer, filmen i at sige noget dybere, om vores medmenneskelige natur efter 11. september.
