Skriv en kommentar
Marvels filmiske univers er efterhånden meget stort. Ikke alle filmene har været lige gode, men Avengersfilmene har vist, at de ofte forstår at sætte heltenes forskellige personligheder sammen på spektakulær vis. Derfor virker det ikke helt urealistisk at vi skal se dem delt i to grupper, der kæmper om noget.
I Captain America: Civil War er omdrejningspunktet hvorvidt Avengersgruppen skal have en større bureaukratisk organisation, der bestemmer hvor og hvordan, de må træde ind. Tony Stark/Ironman (Robert Downey Jr.), der er ved at være træt af at se verden lide og har dårlig samvittighed over sit ansvar i forbindelse med Ultron, synes at det med at give andre ansvar, lyder som en god ide. Overfor ham står idealisten Steve Rodgers/Captain America (Chris Evans) med en tung følelse i maven. Rodgers natur siger ham, at han ikke bare kan sidde stille, når der er ting at gøre. Heller ikke selv om nogle bureaukrater siger at han skal. Oveni denne diskussion finder vi en skurk, der manipulerer tingene mesterligt i et forsøg på at skabe konflikt mellem heltene.
Det er en klassisk diskussion, specielt for Amerika. Skal systemet administrere beskyttelse eller er det individets eget ansvar og ret. Filmen giver ikke et endeligt svar på spørgsmålet, og det er tydeligt at ingen af heltene hverken tager endegyldigt fejl eller har fuldstændig ret. Når vi samtidig bliver præsenteret for personlige følelser og manipulationer fra skurken, er resultatet en film hvori konflikten mellem vores helte giver langt mere mening end i den rodede Batman v Superman: Dawn of Justice (2016) vi så tidligere på året.
Til at bistå det fine tema, har vi en skovlfuld af superhelte, der er trukket fra hele Marvels filmiske univers. På trods af mængden, kender vi størstedelen af dem så godt, at de fungerer fint som biroller til Tony Stark og Steve Rodgers store konflikt, og som altid leverer de spektakulær aktion. Black Panther (Chadwick Boseman) introduceres og hjælper med at bære historien fremad, mens Spiderman (Tom Holland) sniger sig ind af en sidedør og underholder bravt imens. Som altid er de nye skuespillere velvalgte, og balancen mellem storslået aktion og intime motivationer fungerer godt.
Instruktørerne på denne, mildest talt, kæmpe film er de samme der instruerede Captain America: Winter Soldier (2014), Anthony og Joe Russo. Deres kærlighed til 70ernes spionfilm trænger endnu en gang igennem med et fokus på manipulation og fordækte handlinger. Det er helt sikkert deres fortjeneste at alle de ikoniske superhelte bliver til tre-dimensionelle mennesker, hver gang de tager masken af.
Resultatet af at sætte Iron Man op mod Captain America er en spektakulær aktionfilm, hvor alt forbliver motiveret af personerne der gemmer sig under diverse hætter og masker. At filmen hjælper med at bevæge Marvels filmiske univers fremad, med en flydende introduktion af både Black Panther og Spiderman er et behageligt plus. Det eneste dårlige jeg kan sige om filmen er, at mine forventninger til Marvel snart er så skyhøje, at jeg ikke kan regne ud hvordan de skal blive ved med at leve op til det.
