Skriv en kommentar
Højspændt gidseldrama
Et containerskib med et lille, hårdtarbejdende mandskab kapres af en håndfuld somaliske pirater. Lyder dette bekendt? Det er svært ikke at sammenligne Paul Greengrass’ Captain Phillips med Tobias Lindholms Kapringen. Begge film er centreret omkring et højspændt gidseldrama, hvor man i en eller anden grad kan symbolisere med begge parter. På den ene side besætningsmedlemmerne, hvoraf de fleste er familiefædre, der pludselig er truet på livet. På den anden side de somaliske pirater, der tyr til ulovlige og desperate midler, fordi deres land er smadret af krig og deres ocean malket for føde af vestens storindustrielle fiskeflåde.
Hvor Lindholm skildrede det psykologiske spil i forhandlingssituationen mellem kaprer og rederiejer, fokuserer Greengrass på den udmarvende overlevelseskamp mellem Phillips (Tom Hanks) og hans somaliske gidseltagere.
Orange osteklokke
Phillips og hans crew skal sejle containerskibet Maersk Alabama (filmen er baseret på en sand historie) fra Oman til Mombasa. Men ud for den somaliske kyst bordres de af fire somaliske pirater med den tidligere kystfisker Muse i front. Med simple midler lykkes det mandskabet at såre to af indtrængerne, og pludselig opstår muligheden for at sende piraterne af sted i skibets orange redningsflåde med en beskeden slat kontanter fra skibets pengeskab. Men i sidste sekund tages Phillips som gidsel i den klaustrofobiske osteklokke af en redningsflåde.
Den amerikanske flåde er i alarmberedskab og iværksætter en storstilet redningsaktion, der inkluderer både hangarskib, helikoptere og harske frømænd. Kapringen af Maersk Alabama var den første piratkapring af et amerikansk handelsskib i 200 år. Det helt store apparat blev kørt i stilling for at undgå et dødeligt udfald.
Globaliseringens bagside
Dermed får Greengrass, der før har skildret en intens og autentisk gidselsituation i United 93 (2006), kløgtigt vist det nærmest tragikomiske midt i situationens alvor: fire sultne, desperate afrikanere i en rusten redningsflåde med halvdelen af den amerikanske flåde i hælene. Dette understreges af, at Maersk Alabamas last bestod af madrationer til nødstedte afrikanere.
Dermed handler Captain Phillips mere overordnet om globaliseringens skævvridning af verdenssamfundet. For når filmen slutter kan man ikke andet end at tænke, at der for hver tilbagefanget pirat, står 100 nye, desperate individer parat.
Det monumentale Maersk-skib repræsenterer derfor den herskende verdensøkonomi, mens somalierne med blodige midler forsøger at brødføde sig selv. Hvem er den egentlige pirat?
Tom Hanks spiller en af sine mest overbevisende roller i mange år og kan formentlig se frem til en Oscar-nominering (igen-igen) inden længe. Vi føler med ham, når han i filmens slutning ryger over i en choktilstand af epileptiske dimensioner. Barkhad Abdi er skummel og intens som den khat-tyggende piratleder, man aldrig helt ved, hvor man har.
Hollywood-jargon
Alligevel er der skønhedspletter. Filmen indledes med en fælt forceret dialog mellem Phillips og konen, hvor de snakker om de halvvoksne børns udfordringer på jobmarkedet. ”Da vi var børn fik man bare samme job som ens forældre. Nu kæmper 100 mand fra hele verden om den samme stilling.” En lidt for tydelig advarsel om det forestående drama; Her taler Phillips ikke til sin kone, men til publikum, med den der tydelige Hollywood-jargon så absolut ingen misser filmens morale. Marinesoldaternes kølige selvsikkerhed virker også som en urealistisk kliché, der skylder pant til Chuck Norris og Steven Seagal. Business as usual.
Captain Phillips er gribende, grum og elementært spændende. Når der ikke går for meget Hollywood i den.
