Skriv en kommentar
Debutanten Andrew Jarecki var i gang med sin første dokumentarfilm, om New Yorks professionelle klovne, da han opdagede at et af hans emner, David Friedman, havde en langt mere interessant historie at fortælle. Således snublede Jarecki over fortællingen om familien Friedman, og således vælter historien også ind i hovedet på os som publikum. Det er historien om den tilsyneladende velfungerende familie fra den øvre middelklasse. Faderen, Arnold, er en velset lærer, der derudover giver forstadens børn privatundervisning i klaver og computerbrug, nogle gange med hjælp fra sine tre sønner.
Alting falder dog fra hinanden, da Arnold Friedman og hans 18-årige søn, Jesse, pludselig anklages for utallige tilfælde af overgreb på byens børn.
Udover dybdegående interviews med flere medlemmer af familien Friedman, adskillige involverede politifolk, retsfolk og nu voksne børn, er filmen bygget op af familiens utallige timer af hjemmevideo. Ældste søn, David, bestemte sig nemlig for at filme familien efter at hans far blev fængslet, hvilket har resulteret i en yderst personlig indsigt i en families kollektive, psykiske sammenbrud.
Jarecki udforsker og udfordrer familien, der i dag 17 år senere på ingen måde er helet. En søn der fornægter begivenheden, en anden der ser 20 år ældre ud end han er, og en mor der er foragtet af flere af sine børn. Hvad der gør filmen interessant og spændende er det faktum at intet i dag er sikkert. Ingen ved om Arnold Friedman gjorde hvad han blev anklaget for. Ingen ved om han blev dømt af retssytemet eller af almen frygt og massehysteri. Jo dybere Jarecki graver i sagen, jo tydeligere bliver det at frygt, afmagt og tvang kan føre til selv de mest irrationelle handlinger. Folk vil altid have en syndebuk og politiet vil altid have sagen afsluttet. Det viser sig at flere af de involverede børn i virkeligheden nærmere er blevet påduttet en historie end reelt afhørt. Parrer man den slags halve sandheder med fordomsfulde lokalmiljøer kan man hurtigt bilde folk en sandhed ind.
Filmens styrke ligger i at Jarecki ikke forsøger at tage stilling til det uvisse, men i stedet - på ægte dokumentarisk vis – undersøger det så grundigt han kan. Alle oplysninger tages op til overvejelse og ses fra i hvert fald to vinkler. På den måde har vi at gøre med et værk der i højere grad opfordrer til tankevirksomhed end eksempelvis ”Fahrenheit 9:11” (al yderligere sammenligning unødvendig). Vi har at gøre med en film der ikke taler ned til sit publikum ved at virke alvidende, en film der handler om folk både som masse og som individer.
Gennem de grundige interviews og ucensurerede hjemmevideoer får Jareckis film en ubehageligt menneskelig vinkel, og det er nemt at identificere sig med mange af de medvirkende og deres handlinger, men samtidig giver filmen et tidsmæssigt og objektivt perspektiv på de paniske og ulogiske handlinger der omkranser en sådan begivenhed. Den bliver et billede af hysteri som fænomen. Jarecki parrer mesterligt det uhyggelige og forfærdelige med det menneskelige og nærværende.
”Capturing The Friedmans” er i sidste ende blevet et ubehageligt værk ikke bare om begivenheden i slutningen af firserne, men lige så meget både en udforskning af moderne massehysteri og frygt, samt et rystende portræt af en familie i opløsning.
