Skriv en kommentar
Det begynder med blod. Highschool-pigen Carrie (Chloë Grace Moretz) får sin første menstruation i badet efter gymnastik; blodet siver ned af hendes blege ben og ud over flisegulvet. Og hun skriger. For Carrie er et barn. Ganske vist er hun 16, men som eneste, uønskede datter af den dybt religiøse Margaret White (Julianne Moore), er hun ikke blevet indviet i kvindekroppens hemmeligheder. Kun iført et blodigt håndklæde søger Carrie hjælp blandt sine klassekammerater, der står uforstående og velfriserede i deres blondeundertøj. De prøver først at forklare, men Carrie er hysterisk. Så smider Sue Snell (Gabriella Wilde), skolens smukke pige og prom queen in spe, den første tampon: ”Plug it up!”.
Menstruationsscenen er ikonisk både gyserlitteraturen og i gyserfilmsgenren (efter Brian DePalmas indspilning fra 1976) og ikke uden grund. Blodet, dødsangsten og den fuldendte ydmygelse, mens gruppen af highschoolpiger hvinende kyler tamponer og bind, indeholder hele Carries eksistens i en enkelt, grufuld hændelse. De andre er indviede; de er voksne, mens Carrie er fanget i uskyld og naivitet som en ufrivillig Eva i et tvivlsomt Paradis af sin troende mor. Biologi har dog aldrig ladet sig ikke stoppe af så uvigtige hensyn; Carrie bliver en kvinde. Men med blodet kommer også noget andet. En evne til at flytte ting med tankens kraft. Først er hendes telekinetiske evne sporadisk og styret af hendes følelser, men lidt efter lidt får hun kontrol. Og så får hun magt.
Carrie kaldes måske almindeligvis for en gyser, men den er også en coming of age-fortælling om en ung piges løsrivelse fra sin mor, og om hendes opgør med sin barndoms plageånder. Og dette er både filmen og romanforlæggets styrke. Stephen King skriver bøger om mennesker, der tilfældigvis udsættes for overnaturlige fænomener. Ligesom mange af hans andre fortællinger, er Carrie ikke blot en uhyggelig historie; det er en refleksion over, hvad der ville ske, hvis en ung og kuet pige med en dybt religiøs og dominerende mor pludselig udviklede telekinetiske kræfter.
Filmen udnytter ikke til fulde det potentiale for udforskningen af menneskeligheden, som realiseres i romanen. Især synes den inkarnerede gymnasiemobber, Chris Hargensen (Portia Doubleday), noget umotiveret i sin kalkulerede ondskabsfuldhed og skadefryd, når hun terroriserer Carrie. I bogen har hun et følelsesliv. I filmen synes hun mest at være obligatorisk ondsindig staffage; enhver utilpasset gymnasiepige må have en nemesis, og denne rolle tilfaldt uheldigvis Chris Hargensen.
Den fundamentale konflikt mellem Carrie og moren, som ikke er i stand til at elske andre end Jesus (og selv her er man i tvivl om, hvorvidt det er kærlighed eller psykose), bliver udfoldet til en vis grad, men mangler ægthed. Julianne Moore som Margaret White er perfekt blanding af ondskabsfuldhed, selvretfærdighed og lidelse, men samspillet mellem hende og Carrie mangler troværdighed, hvilket dog mest skyldes manuskriptet. Carries frigørelsesproces – og de dertil hørende replikskifter – føles skabelonagtige og synes til tider at være drevet mere af behovet for dramaturgisk fremgang mere end af menneskelig motivation.
Carrie selv spilles indtagende og frygtsomt af Chloë Grace Moretz, men castingen af hende er ikke helt så velvalgt som Sissy Spacek i Brian DePalmas version fra 1976. Hvor Spacek var sælsom og jagende i sit blotte udtryk, er Chloë Grace Moretz lidt for sød. Ikke at det gør hendes præstation mere utroværdig: Selv kønne piger kan være misbrugte børn og vil agere derefter. Jeg savner blot lidt mere kant end det bambiøjede udtryk, som castingen af Moretz giver.
Trods sine mangler er ”Carrie” dog både dramaturgisk og æstetisk et helstøbt værk. Jeg er måske en hård kritiker, fordi jeg er stor fan af romanen, men især hvis man ikke har denne præsent i hukommelsen, vil ”Carrie” være en rørende og medrivende oplevelse. Vil man i biografen for adrenalinsus og gys, kan det være man bliver skuffet: ”Carrie” er som sagt ikke horror, men en film om mennesker i ekstreme situationer. Kan man derimod godt tåle lidt intelligens midt i blodbadet, så spring straks i biografen.
