Skriv en kommentar
Casablanca er en fabelagtig fortælling, en film der fuldt fortjener sin status som klassiker. Den kombinerer temaer om kampen mod det onde, kærlighed og loyalitet til både mennesker og nationer. Den indeholder filmhistoriens nok mest fejlciterede replik, en klassisk kærlighedstrekant, og biroller der alle flyder over af personlighed.
Casablanca handler om Rick (Humphrey Bogart) der passer sin cafe i Casablanca under anden verdenskrig, da hans fortid dukker op i form af Ilsa (Ingrid Bergman) med hendes mand, frihedskæmperen Viktor Laszlo (Paul Henreid). Hele puslespillet bliver ydermere kompliceret af den korrupte politichef Kaptajn Renault (Claude Rains) og besøget fra en tysk officer Major Strasser (Conrad Veidt).
Hvis jeg skulle have fundet en læser der ikke allerede kender filmen vil jeg lade være med at afsløre yderligere af handlingen, men kan i stedet fremlægge noget af baggrunden for hvorfor filmen skiller sig ud fra mængden. Temaerne om krig, og kærlighed påvirket af krig, er intet specielt, men i Casablanca er personerne der portrætterer temaerne så behageligt grå at det er svært ikke både at hade og elske dem. På overfladen er Rick en kynisk mand, og Kaptajn Renault er er en grådig skrankepave der misbruger sin magt som det passer ham. Men som filmen fortsætter erfarer vi ikke kun hvorfor Rick er som han er, men også at der foregår mere under overfladen hos både ham selv og Kaptajn Renault.
Hertil kommer underskønne Ilsa Lund, der til at starte med bare virker som en kvinde der skal eftertragtes, men som lider under sin indre konflikt mellem mændene hun elsker af forskellige årsager. Hun udviser både mod og handlekraft, omend hendes mening og beslutninger lidt har det med at blive ignoreret af mændene i hendes liv.
Som repræsentanterne for det gode og det onde står Viktor Laszlo og Major Strasser begge nemme at relatere til som både helt og skurk, og begge gode ekstremer som vi kan sammenligne de mere grå figurer i midten med.
Fra et teknisk synspunkt er det kameraføringen der skal fremhæves som mesterlig. Måden kamerabevægelsen bringer liv og overblik til Rick’s Cafe er fremragende, og lys og skygger lever op til fuld effekt i det sort/hvide billede. Dette er en moderne digitalt restaureret udgave, og smuk ser den ud, men jeg føler ikke at det gav noget markant anderledes end tidligere udgaver jeg har set.
En klassiker bliver vist på det store lærrede i en fin nyrestaureret udgave og hvis du aldrig har set den før er det den absolut bedste måde at opleve filmen på for første gang. Hvis du, som jeg, har set filmen nok gange til at kunne halvdelen af replikkerne, er den stadig besøget værd, om ikke andet så for at nyde filmen i sit rette hjem: biografen.
Filmen vises i Cinemateket i perioden den 10/12 til 30/12.
